Dramatik, komik og fodbold

Gymnasiets fodboldhold ankom i åben sportsvogn, hestetrailer og på plasticmotorcykler

16. oktober 2018 kl. 07.47

DRONNINGLUND: Perfekt solskin og en indbydende grønsvær dannede sammen med skolens øvrige elever en perfekt ramme, da de årlige fodboldfinaler på Dronninglund Gymnasium forleden blev spillet. Som traditionen foreskriver, blev både pige- og drengefinalerne indledt med spektakulære optrin fra de respektive hold. 3.b's piger ankom således i en nypudset åben sportsvogn, mens modstanderne fra 1.b havde valgt en hestetrailer. Det gibbede et øjeblik i publikum, da tyk orange røg væltede ud af traileren. Men gennem røgen dukkede de ligeledes orangeklædte spillere op. Selve kampen blev en uhyre tæt affære, hvor 1.b en overgang førte 3-1. Med to mål i den modsatte ende blev der imidlertid skabt balance, inden 1.b til sidst afgjorde tingene og vandt 5-3. Julie Hvedhaven Andersen blev med fire mål kampens spiller.

Drengefinalen blev åbnet minimalistisk og originalt. 2.d ankom ydmygt i en mindre personbil, mens 2.b dukkede op på plasticmotorcykler og iført styrthjelme. På banen var der tale om en velspillet match med masser af chancer til begge hold. Kampen vil især blive husket for et par fantastiske frisparksmål af henholdsvis Claes Christensen 2.d og Hans Kart 2.b. Der var dramatik til det sidste, og dommeren, i skikkelse af lærer Frede Toft Nielsen, måtte et par gange hale det gule kort op af lommen. Til sidst satte 2.d det afgørende 3-1-mål i netmaskerne og blev dermed den første d-klasse til at løfte pokalen. Kampens spiller blev vinderholdets forsvarsgeneral, Jeppe Sudergaard.

Undervejs blev de mange tilskuere i øvrigt kyndigt vej- og vildledt af de to speakere, Christian Grau og Andreas Aaen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste