DM til Brønderslev
For fjerde gang på ti år har Brønderslevs Odd Fellow golfspillere hentet vandrepokalen hjem til Brønderslev.
- Fra os alle skal der lyde et stort tillykke til det vindende Brønderslev-hold bestående af Eiro Poulsen, Henning Sørensen og Svend Erik Trudslev, lyder det fra Bjarne Thomsen på vegne af Odd Fellow.
- Det har været hårdt og koncentreret arbejde at nå så vidt, men spillerne har været glade for samarbejdet, så træningen har været til fælles glæde.
Odd-Fellows golfspillere holder en årlig turnering som regel et nyt sted i landet hvert år.
- Det er det vindende hold som også vinder retten til at afholde næste års stævne og med brødrene fra Brønderslevs fine resultat på 95 points var det meget tæt på at turneringen igen skulle til Brønderslev.
Mesterskabet består af både en dame- og herrerække, og da det vindende hold af damerækken var søstrene fra Kolding med 97 points, skal næste års mesterskab afholdes af Odd-Fellow i Kolding.
Når mesterskabet holdes er det altid i fint vejr.
Turneringen med vandrepokal giver alle landets Odd Fellow loger mulighed for at få stævnet til deres område. Således vil golfspillende brødre og søstre mødes med sport og rig mulighed for også at udveksle ideer og erfaringer, som deres hjemloge kan få glæde af.
I år var det Aalborg-logen Hans Tausen, der holdt mesterskabet på nogle af Aalborgs smukke og udfordrende golfbaner.
Tilrettelæggelsen var perfekt og hele arrangementet blev afviklet professionelt, til både deltagere og arrangørers ubetingede tilfredshed.
Planlægningen forud for et mesterskab starter den vindende loge med det samme, så der bruges mange timer hen over året for at der kan afholdes et problemfrit stævne året efter.
Hele arrangementet slutter med en festmiddag hvor præmierne overrækkes. Her slapper man af ovenpå dagens anstrengelser og opfrisker muntre og tekniske detaljer fra dagens indholdsrige oplevelser.
- Den vellykkede festmiddag blev holdt i Aalborg Væddeløbsbanes restaurant, hvilket med lidt god vilje kan tolkes som der har været "fart over feltet" hele dagen, siger Bjarne Thomsen.