Den unge kusk Sasja Lambertsen opnåede en samlet 4. plads ved DM i hestevognskørel i weekenden. Foto: Jørgen Ingvardsen
Livet her

DM i hestevognskørsel afviklet: - De frivillige udførte et kæmpe arbejde

01. august 2022 kl. 18:25

Vendsyssel Køreforening havde stor ære af weekendens DM i hestevognskørsel på Holtegaard. Da kuske og dommere sagde farvel søndag eftermiddag, var der stor anerkendelse af et veltilrettelagt mesterskab, engagerede teams af hjælpere og dommere.

De lokale kuske klarede sig fint i det fornemme selskab. Der var en samlet sølvmedalje til Poul Erik Pedersen, mens den unge kusk Sasja Lambertsen fik en samlet 4. plads.

- Når det gik så godt og problemfrit, skyldes det i høj grad de mange frivillige medhjælpere, der udførte et stort arbejde. Der var således omkring 100 hjælpere i gang om lørdagen, hvor der var flest opgaver, fortæller køreforeningens formand, Anne Grethe Nørgaard. Som eksempel på det omfattende arbejde fremhæver hun, at man blandt andet har bespist 478 personer under stævnet.

Der var også medaljer til hjælpeforældrenes børn. Her får Ella, Anton, August, Oliver, Magnus og Signe overrakt medaljer af køreforeningens formand, Anne Grethe Nørgaard. Privatfoto

- Der blev virkelig slidt alle dage. En mor var således sammen med sin søn kritikhentere om lørdagen, hvor de gik 32.000 skridt, hvorefter de om søndagen var parkeringsvagter. Det er imponerende, påpeger formanden.

Køresporten er en familiesport, og det understregede man søndag efter konkurrencen. Her blev seks børn af hjælperforældre kåret som køreforeningens egne DM-mestre med de medaljer, der var i overskud.

Nyeste