Billede beskrivelse

Det var en god dag at være landmand

21. september 2023 kl. 19.00

De små, søde kalve var det helt store trækplaster, da Nørheden ved Ulsted søndag slog dørene op til Åbent Landbrug. Hele dagen flokkedes især børnefamilierne om de små væsener, der dog også måtte konkurrere om opmærksomheden med gårdens hunkat. Sidstnævnte var dog mistænkt for at udnytte situationen.

Billede beskrivelse

Godt 1.400 gæster lagde vejen for Nørheden, der for første gang agerede værtsgård ved det landsdækkende arrangement.

- Det har været en god dag, fortæller landmand Christian Nørheden Johansen.

Billede beskrivelse

- Folk har været glade og nysgerrige. De har stillet mange spørgsmål, men til vores egen overraskelse har der kun været positive udmeldinger. Det er jo ingen hemmelighed, at kødproduktionen er underlagt lidt af en mediehetz. Det handler især om vores påståede CO2-aftryk. Så det glæder os, at folk er kommet med et åbent sind og har fået et indtryk af, hvad vi rent faktisk bidrager med. De har set, at dyrevelfærden er i orden, og at vi ikke er de klimasyndere som mange gerne vil gøre os til, siger Christian Nørheden Johansen.

Udover fri adgang til kvægbedriften omfattede arrangementet et væld af øvrige tiltag. Gårdens stutteri var naturligvis også et trækplaster, ligesom der var arrangeret ture rundt i trailer samt mulighed for hygge med diverse legeaktiviteter. Også de lokale spejdere var på plads med blandt andet bålhygge.

Billede beskrivelse

Om Nørheden åbner dørene igen næste år, er endnu uvist. Ifølge Mona Nørheden Johansen taler sandsynligheden dog for det:

- Det kan sagtens være. Nu skal vi lige evaluere arrangementet. Men det har være sjovt at byde så mange mennesker indenfor. Hvis vi kan bidrage en anden gang, gør vi formentlig det, siger hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste