Det smukkeste træ i hele skoven
Traditionen tro mødte mange familier op for selv at fælde deres juletræ, da Dronninglund Borgerforening solgte juletræer
DRONNINGLUND: Med kun få dage til jul er det nu ved at være tid til at få fat på det helt rigtige juletræ. Det flotteste træ og det, der passer bedst i stuen. For mange familier er det en kær gammel tradition, at man sammen drager ud for at udvælge sig det helt rigtige juletræ.
Der kan købes træer mange steder, men for mange er det vigtigt, at man selv fælder træet. Det havde man i sidste weekend mulighed for i Hundeskoven i Dronninglund, hvor Borgerforeningen solgte træer, som man selv skulle fælde. Det var der mange, der benyttede sig af. Blandt dem var familien Tjelle, hvor det var datteren Isabella, der førte Bettina og Morten Tjelle til det smukkeste træ.
- Det skal ikke være for højt, for så har vi ikke plads, sagde Morten Tjelle, mens Isabella tydeligt gav udtryk for, at det godt måtte have været lidt højere.
- Vi har et juletræ udenfor, og det er tre meter højt, så vi har et stort træ, fortalte Morten Tjelle.
Det er efterhånden en gammel tradition, at Dronninglund Borgerforening sælger juletræer.
- De senere år har vi måttet købe træer, men i år er det vore egne træer, der fældes, Vi plantede nemlig et større antal for seks år siden, og de er nu så store, at de kan fældes, fortalte Allan Danielsen, formand for Borgerforeningen.
Borgerforeningen sælger juletræer igen næste weekend, og der vil også her blive serveret varm gløgg og småkager.