Det er dejligt at komme på banen igen
I BYEN: Mens stort set alt har været lukket i påsken, åbnede golfbanerne for klubbens egne medlemmer
DRONNINGLUND: For mange var det et lille lys i mørket, da landets golfbaner åbnede 2. april.
Det skete med en række restriktioner, men det betød trods alt, at det var muligt at finde udstyret frem fra vinterdvalen.
Det gjorde blandt mange andre ægteparret Mona og Henrik Vigsø fra Ulsted. Allerede inden påske mødte de op i Dronninglund Golfklub.
- Hvor er det dejligt, at vi endelig igen må spille golf, sagde Mona Vigsø, mens hun pakkede sit udstyr ud sammen med sin mand.
- Vejret er fint, så nu er det bare med at komme i gang, sagde hun.
Det er kun foreningens egne medlemmer, der må spille, og man må kun gå to og to.
- Vi skal også holde afstand, så der nu er ti minutter mellem holdene. Det er normalt kun syv, men det sker naturligvis for at minimere smittespredning, sagde Henrik Vigsø, mens han gjorde klar til sit første slag på banen.
Klubhus og træningsfaciliteter var lukket, og spillerne skulle på forhånd foretage booking til både 18 hulsbanen og par 3 banen.