Det brugte børnetøj kan hjælpe andre
Fredag 4. august kl. 13 slår Red Barnet dørene op til en ny genbrugsbutik i Nørregade i Aalborg.
Butikken åbnes af bestyrelsesformand Lars Svenning Andersen.
Planlægningen af den ny butik gik allerede i gang sidste sommer, og siden da har en lille gruppe frivillige arbejdet benhårdt på at finde de rigtige lokaler, planlægge og gøre klar til at åbne.
- Vi arbejder lige nu på højtryk med at blive klar til åbningen, og vi glæder os meget til at vise vores nye butik frem, siger butiksleder Karin Svangren.
Hun efterlyser fortsat flere frivillige, som har lyst til at være en del af fællesskabet omkring butikken, der kommer til at fungere som en slags barn-til-barn-hjælp, hvor man kan aflevere brugt børnetøj, legetøj og andet udstyr til fordel for dårligt stillede børn lokalt, nationalt og internationalt.