Der var miniaturehygge i Brønderslev
Selv om vejrliget lørdag ikke skabte optimale betingelser, så blev det årlige træf hos Brønderslev Modelflyveklub alligevel en succes.
Hen over weekenden var et halvt hundrede modelflyentusiaster samlet for i fællesskab at udleve deres passion for radiostyrede miniaturer.
- Vejret skabte problemer lørdag. Her blev det ikke til megen flyvetid, fastslår Flemming Nielsen, der er sekretær i klubben.
- Til gengæld var det en rigtig hyggelig dag med blandt andet festmiddag på programmet. Søndag var bedre, og her kunne vi for alvor komme i luften med vores maskiner, tilføjer Flemming Nielsen.
Han var selv repræsenteret med en kopi af en Eurofighter Typhoon med ægte jetmotor og en tophastighed på omkring 300 km/t. Et imponerende stykke mekanik, der ifølge Flemming har krævet omkring 1.000 arbejdstimer at færdigbygge.
Han slår dog fast, at man hverken behøver være ingeniør eller velhaver for at flyve med modelfly.
- I de senere år er der sket meget med både pris og tilgængelighed. Man kan komme i gang for relativt få penge og uden den helt store tekniske viden. Vi har medlemmer i alle aldersgrupper – fra cirka 12 år og opefter, oplyser han og slår et slag for klubben.
- Hos os gør vi rigtig meget ud af det sociale. Vi har ugentlige fællesaftener, og i løbet af året samles vi til diverse arrangementer. Blandt andet tager vi til træf andre steder i landet.
Brønderslev Modelflyveklub tæller for tiden knap 70 medlemmer.