Billede beskrivelse

Der gik fisk i hyggen: Lilian slog sin egen rekord

05. juni 2023 kl. 18.01

Vejrliget var næsten for godt til sweatre. Om nogle til gengæld havde ladet skægget stå, må være usagt.

Hyggen var dog udtalt, da Brønderslev Kommune fredag havde inviteret brugere af aktivitetscentre samt borgere på plejecentre på fælles fisketur. 

Destinationen var Ny Thorup Fiskepark, hvor indehaverne Mette og Jan Jensen havde taget initiativ til arrangementet. 120 deltagere havde indfundet sig i de smukke omgivelser vest for Brønderslev. Nogle var der for at fiske – andre for samværets skyld, men alle havde en nogle fornøjelige timer ved søen. 

- Vi fik en invitation fra Jan og Mette som vi ikke kunne sige nej til, fortæller samværskoordinator i Brønderslev Kommune, Marianne Niehues. 

Billede beskrivelse

- Så vi besluttede at invitere både borgere og brugere med på fisketur. Idéen har været at lave en udflugt med masser af indtryk – noget, der ikke mindst kommer vores demente borgere til gavn. Det kan være med til at skabe noget genkendelse og danne nogle minder, forklarer Marianne Niehues. Hun er ikke afvisende for en gentagelse: 

- Det har været en stor succes, og hvis det er muligt, så kan det sagtens udvikle sig til en tradition, siger hun og roser de frivillige, der stod for transporten. – Rigtig mange har været involveret og uden deres hjælp havde det ikke været muligt at lave så stort et arrangement.

Største fangst nogensinde

Fisketuren blev krydret med muligheden for at spille krolf. Ligeledes blev der suppleret med smørrebrød, kaffe og kage på en dag, hvor flere af deltagerne i øvrigt landede flotte fisk. Netop som fotografen ankom, hev Lilian Nielsen fra plejecentret Elmehøj i Øster Brønderslev en flot regnbueørred i land. 

- Det er den største fisk, jeg nogensinde har fanget. Jeg ved ikke, hvad den vejer, men den er tung, lød det fra Lilian, alt imens Henrik Vesterdorf fra Dronninglund ventede på samme held. 

- Jeg stammer egentlig fra Hirtshals og har ofte været med på havet. Men lystfiskeri har jeg aldrig gjort mig det store i. Det kræver lidt mere tålmodighed, resonerede den 75-årige kørestolsbruger.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste