Den stolte ejer, Gerald Jensen fra Melholt, ved siden af sin smukke Ford A fra 1929. Foto: Jørgen Ingvardsen
Livet her

Der bliver sparket dæk og snakket kubik

22. maj 2022 kl. 11:05

Hver onsdag aften hele sommeren vrimler havnen i Asaa med gamle, smukke biler og deres stolte ejere. Her samles hver uge en række bilelskere for at vise deres flotte biler frem og for at snakke biler. Træffet startede første onsdag i maj og fortsætter hele sommeren.

Mange interesserede lægger vejen forbi havnen onsdag aften, og der er virkelig noget at se på. De mange biler er alle af ældre dato, og de er utrolig flotte og skinnende, og man må gerne kigge på dem. De stolte ejere viser dem gerne frem og fortæller deres historie.

Der er næsten altid mange folkevogne. Den populære bobbelmodel blev lavet i millionvis, og dem er der fortsat en del af.

- Jeg har altid været VW-tosset, fortalte Michael fra Flauenskjold. Han var mødt op med sin folkevogn fra 1969.

- Jeg er tosset med folkevognen, fordi det er en nem bil at skrue i, og indtil for nyligt har den været billig at skrue i og været til at købe for penge. Der er jo lavet så mange af dem, men lige nu stikker priserne af. På de tre år, jeg har haft denne her, har den nok fordoblet sin værdi. Hvis man i dag skal have fat i et lig af en folkevogn, koster den fra 25.000 kroner. Min bil er ikke til salg, så jeg går ikke så meget op i priser, sagde han, der havde stillet sin bil op sammen med 4-5 andre folkevogne.

Brugt syv år

Lidt længere henne ad rækken stod aftenens ældste bil. En smuk og totalrenoveret Ford A Leatherback årgang 1929. Den stolte ejer, Gerald Jensen fra Melholt, viste den gerne frem, og der var mange, der ønskede at høre mere om den gamle, flotte bil.

- Jeg synes, jeg har Danmarks smukkeste bil, sagde den glade ejer.

- Jeg har kun haft den i et års tid, men er blevet utrolig glad for den. Jeg har ikke selv renoveret den. Det har Jørgen Olsen fra Dronninglund. Han har brugt syv år på den, men så er den også gennemrestaureret og utrolig flot. Han solgte den, fordi det for ham var selve restaureringen, der betød noget. Det betød ikke så meget for ham at køre i den, og så var jeg så heldig at få lov til at købe den. Det er jeg utrolig glad for. Han havde også en VW Transporter, og den endte det også med, at jeg købte, sagde Gerald Jensen, der også kunne fortælle, at det var forstanderen på Vrå Højskole, der købte den fra ny i 1929, og at den har haft den samme nummerplade, P 743, i alle årene.

- Den er fantastisk flot, og jeg nyder at køre i den. Det er nu ikke så meget jeg kører, men jeg bruger den da, når jeg skal til træf, og så har jeg kørt en enkel konfirmand i den, sagde Gerald Jensen, mens flere og flere samledes om den gamle vogn for at beundre den og høre mere.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu