Der blev trådt i pedalerne: Samlede ind til Julemærkehjemmet
Foreningen ’24 timer i Hjallerup’ havde i sidste uge inviteret til familie- og motionscykelløb på Bakken i Hjallerup. Som så mange gange før var det foreningens utrættelige formand Johnny Olesen, der stod bag arrangementet, ligesom han naturligvis også selv deltog i løbet. Foreningens eneste formål er at samle penge til Julemærkehjemmet i Hobro, så hele overskuddet fra løbet går ubeskåret hertil.
Løbet foregik på en rundstrækning i industrikvarteret i det nordlige Hjallerup, og blandt de mange deltagere var også en flok elever fra Julemærkehjemmet. Inden løbet fik de en glædelig overraskelse. Der var nemlig indkøbt 16 helt nye og smarte mountainbikes, som Johnny forærede til Julemærkehjemmet.
- Jeg er glad for at kunne forære jer cyklerne. Det har kun været muligt på grund af stor velvilje fra Vodskov Cykler, sagde Johnny, hvorefter hvert barn fik udleveret en cykel. De øvrige deltagere måtte selv medbringe cykler.
Omkring 50 deltog i løbet, der blev skudt i gang af borgmester Mikael Klitgaard.
- Det er godt med motion, så giv den nu bare gas. Vi skal alle bevæge os mere for at holde os sunde. Så er det måske ikke så godt, at det hele slutter af med en pølse, sagde borgmesteren med et smil. Her henviste han til, at deltagerne efter løbet fik en pølse og en øl eller vand.
Deltagerne skulle cykle en time, og her gjaldt det om at tilbagelægge så mange omgange som muligt for at tjene penge til Julemærkehjemmet.