Billede beskrivelse

Der blev furet op til en ny sæson i Try

26. april 2022 kl. 11.45

I søndags tog folkene bag Egnssamlingen i Try fat på forårsarbejde på Lille Knudsgaard. Der skulle pløjes og sættes kartofler, og det skulle naturligvis foregå, som det gjorde for generationer siden med hest og den lille grå Ferguson og masser af håndkraft.

- Det er første gang siden 2019, vi kan lave denne forårsstart uden corona, sagde Mogens Gregersen, der er formand for Egnssamlingen.

- Foråret var en glædens tid på landet. Alt var sin vorden, fuglene sang, og arbejdsglæden steg. Sådan er det også i dag. Vi arbejder hele dagen i marken med heste og de gamle traktorer. Vi er i køkkenhaven, sætter kartofler og har almindeligt forårstravlt ude og inde, sagde han.

Billede beskrivelse

11 forskellige sorter

På lille Knudsgaard sætter man ikke bare én slags kartofler. Man har samlet 11 forskellige sorter, der alle kom i jorden i søndags.

- Vi sætter dog ikke alle kartoflerne i dag, for vi har en aftale med eleverne i 1. klasserne på Hjallerup Skole om, at de skal være med til at sætte kartoflerne, passe dem i løbet af året og til sidst være med til at tage dem op til efteråret. De kommer 5. maj og sætter de sidste, fortalte Bjarno Hvid, der også deltog i søndagens forårsarbejde.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste