Billede beskrivelse

Denne lille by inspirerede ministeren: Har meget at byde på

17. november 2023 kl. 06.02
Opdateret 20. november 2023 kl. 10.26

Der sker meget i Asaa i disse år. Så meget, at minister for landdistrikter, Louise Schack Elholm, i sidste uge valgte at besøge byen for at se, hvad det er, Asaa kan.

Det var næstformand i Samrådet Østkysten, Jørgen Severinsen, der stod for arrangementet.

- Ministeren har ønsket at besøge os og høre om det fællesskab, vi har bygget op sammen. Det er den udvikling og det sammenhold i vores lille by, der sidste år gav os titlen som Årets Landsby, påpeger han.

Billede beskrivelse

Jørgen Severinsen understreger, at man i byen gør meget ud af at tage sig af sårbare borgere.

- Derudover har vi deltaget i projekt Grøn Boligrotation med Landdistrikternes Fællesråd, og vi er nu på det seneste så heldige at blive valgt til et nyt projekt som sundhedslandsby i samarbejde med Landdistrikternes Fællesråd samt Region Nordjylland, oplyser han.

Kendte byen udmærket

Der var lavet et stramt program for ministeren, hvor hun blev præsenteret for nogle af byens aktivitetsgrupper i Jernstøberiet. Her var repræsentanter for de forskellige grupper mødt op og stod klar til at fortælle og besvare spørgsmål.

Præcis kl. 14.30 ankom ministerbilen til Jernstøberiet, hvor Jørgen Severinsen var parat til at modtage hende. Ved ankomsten kunne hun fortælle, at hun havde været i Asaa mange gange før.

Billede beskrivelse

- Mine bedsteforældre boede i Landvadhøj, og som barn var jeg tit på ferie der. I sommerferien skulle vi altid til Asaa for at bade, så jeg kender lidt til byen, sagde Louise Schack Elholm, inden hun tog plads i Jernstøberiet.

Her fortalte Jørgen Severinsen kort om fællesskabet i byen med dens mange foreninger samlet i Samrådet Østkysten. Herefter var det så de enkelte grupper, der fik ordet i højst 10 minutter. Alle skulle jo gerne nå at komme til orde.

Går godt i Asaa

Ministeren blev først placeret på en stol, men her blev hun kun siddende i kort tid, for efterhånden som grupperne fik ordet, rejste hun sig og bevægede sig over til dem for bedre at kunne høre og for at få en snak med dem.

Billede beskrivelse

Hun fik oplæg fra velkomstgruppen, der tager imod byens nye borgere, gruppen, der arbejder med at få sårbare borgere med i fællesskabet, torsdagsholdet, motionsholdet og mange flere.

Det var mange informationer, minister Louise Schack Elholm fik på den time, besøget varede, men ingen tvivl om, at hun forlod byen med den overbevisning, at her er en landsby, der gennem sammenhold og fællesskab har formået at knække koden for affolkningen i de små byer. I 2022 flyttede der således 22 nye familier til byen. I år er der i de første ni måneder kommet 50 nye familier. Så det går godt i Asaa.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste