Den sorte skole

18. juli 2017 kl. 07.55

Der er noget stille i klassen. Men tiden er også skruet tilbage til krigsårene 1940-1945. "Den sorte skole" ved Fru Nielsen er i aktivitet på Vildmosemuseet i Brønderslev.

Eleverne skal agere som man gjorde dengang. Eleverne skal stå pænt på række i skolegården, og de skal bukke og neje, når de hilser på Fru Nielsen, som er én af museets frivillige, lærer Birte Nielsen.

I klassen synges "I østen stiger solen op". Og efter at alle har bedt fadervor synges endnu en sang.

Så er der skrivning på programmet i første time. Børnene skal lære at skrive bogstaverne. Det foregår ikke som i dag, nej det er med tavle og griffel.

- I vender tavlen, som I gør med en iPad. Men iPad’en er ikke opfundet endnu, så I skal vende tavlen med den korte ende nedad.

Så skrives der ellers "o", mens Fru Nielsen siger "op, rundt, ned og væk" Så er der det flotteste "o" på tavlen. Sådan fortsættes med flere bogstaver.

Senere bliver tavle og griffel afløst af pen og blæk.

- Pas på ikke at klatte, lyder det fra Fru Nielsen, der udleverer trækpapir til eleverne.

Eleverne skal række hånden op, før de må sige noget. De skal også have lov til at sætte sig ned. Og man siger selvfølgelig "De" til læreren.

Her er det "Ole Bole", der tages i brug, og børnene lærer at skrive hele ord.

Da der er lidt uro i klassen, kommer førstelæreren Hr. Hansen ind for at sige et par borgerlige ord. Så bliver der ro. Det er museumsinspektør Jens-Christian Hansen, der tager den stramme mine på.

En elev kommer i skammekrogen, og der er dømt eftersidning for hele klassen.

Ingen af eleverne vil melde sig for at lave skrigelyd med griflen, så hele klassen må pænt sidde efter.

Birte Nielsen underviser, som hun mindes, hun blev det som barn.

Hun var selv lærer, først på Klæstrup Skole, og senere på Toftegårdsskolen i Jerslev. Hun stoppede i 1999.

- Da jeg var barn, måtte læreren slå. Enten en lussing eller også kom eleven over knæene.

- Spanskrør har jeg aldrig brugt, fortæller Birte Nielsen.

Sommerskolen på Vildmosemuseet er populær. Nogle er med for tredje gang.

Det er så populært, at Vildmosemuseet vil indrette en permanent skolestue, hvor der i dag er pæn stue.

- Mange vil gerne se, hvordan et klasseværelse så ud dengang, fortæller Jens-Christian Hansen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste