De svømmede om juletræet
Svømmeklub afsluttede sæsonen med stort juletræ i vandet
BRØNDERSLEV: Brønderslev Svømmeklub BSK08 sluttede i weekenden sæsonen af for eleverne i svømmeskolen med at svømme rundt om et stort juletræ, der var sat ud i bassinet.
Det foregik med kendte julesange, god stemning og omtrent 150 børn og voksne i vandet, og julemanden var såmænd også på besøg i svømmehallen.
Mange forældre var hoppet med i vandet, og andre sad langs bassinet og så på, så der var masser af folk i svømmehallen.
Klubbens formand, Jesper Johannesen, melder om en god sæson for klubben med 740 medlemmer i efterårssæsonen, og klubbens talenthold er vokset til 16 deltagere mod otte for et år siden, ligesom der er kommet nye tiltag som svømmestævner med andre klubber og et hold for teenagere, som er mere frit og byder på boldspil, udspring og vandpolo.