De spredte juleglæde

17. december 2017 kl. 00.25

"Nu er det jul igen - nu er det jul igen". Sådan sang 80 nissepiger og -drenge gennem Brønderslev by, da der var Crazy Christmas.

80 elever fra Nordjyllands Idrætshøjskole spredte juleglæde med deres sang og nissehop.

Eleverne rykkede ind i butikker, hvor de sang, og på gaden gav de også nissehop foran dem, de mødte. I Føtex dansede de 80 nisser ind gennem butikken, mens de sang "Nu er det jul igen", og det vakte opsigt, men de blev også mødt af glade smil.

- Vi vil gerne sprede julestemning, lyder det fra Linea Wrem.

Og det lykkedes til fulde. Det var tredje år, der var juleløb, og i år ville eleverne så sprede juleglæde.

Fredag aften var der juleafslutning på Nordjyllands Idrætshøjskole, og lørdag tog eleverne hjem på juleferie. For mange var det slut på et halvt eller et helt års ophold på Nordjyllands Idrætshøjskole. Der blev fældet nogle tårer ved afskeden.

Én af de elever, der nu har taget afsked, er Linea Wrem, der kommer fra Roskilde.

- Det har været et fantastisk år. Nu skal jeg hjem og tjene penge oven på et års ophold på skolen, fortæller Linea Wrem, der nu kan skrive teambuilder på sit cv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste