De spiller for alvor og har det sjovt

06. maj 2017 kl. 10.26

- Vi spiller for alvor, og vi har det skide sjovt.

Sådan lød det entusiastiske kampråb fra adskillige af deltagerne i Danmarks vel nok største krolfstævne, der fredag blev afviklet på Lindholm Idrætsforenings gamle stadion på Åvej 25 i Lindholm.

Det populære stævne havde deltagelse af 224 spillere fra ca. 20 klubber fra hele Jylland, og der blev slået til kuglerne med en stålsat iver og præcision, så man næsten skulle tro, at de ihærdige mandlige og kvindelige spillere har krolf-spillet som daglig profession.

- Vi har ikke spillet som profession - men derimod som passion, lød udmeldingen fra en rødkindet og særdeles veltilfreds kvinde, der lige havde sendt kuglen i hul på kun to slag.

Hendes jubelscene var en Ronaldo eller Messi værdig.

Stævnet var arrangeret af Nørresundby Krolfklub og bliver betragtet som et opstartsstævne - og ikke mindst opvarmningsstævne - forud for de kommende måneders turneringer, som bliver arrangeret over hele landet.

71-årige Jette Jørgensen og 79-årige Harry Jørgensen, ægtepar og holdekammerater fra Østerild, repræsenterede sammen med 18 andre spillere Østerild Seniorklub, og de skulle lige som alle de andre spillere dyste på 48 huller fordelt på fire baner.

- Vi har spillet krolf i seks-syv år og spiller mindst tre gange om ugen.

- Krolf er en herlig sport med et spændende konkurrenceomdrejningspunkt, og så får man i bonus en dejlig naturoplevelse og en god social oplevelse i gode venners selskab, lød det samstemmende fra ægteparret.

Jørgen Søndergaard er formand for Nørresundby Krolfklub, og han siger, at selv om krolf generelt betragtes som en seniorsport, har spillet den fordel, at det kan spilles af alle og mod alle uden aldersbegrænsning.

- Stævnets ældste spiller her i dag er 89 år gammel og kan sagtens hamle op med yngre spillere, pointerer formanden.

Krolf er en "blanding" af kroket og golf - deraf navnet - hvis nogen ellers skulle være i tvivl. Og det gælder om at bruge færrest slag på at slå kuglen i hul.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste