De snuste til højskole
Åbent hus med besøg af kommende elever
BRØNDERSLEV: Der var en del besøgende, da Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev havde åbent hus - for vordende elever, forældre med flere.
Forstander Eva Terp-Hansen og medarbejdere viste rundt på skolen og fortalte om skolens tilbud.
Freja Byskov fra Lemvig havde taget turen for at besøge Nordjyllands Idrætshøjskole.
- Jeg har hørt så meget om skolen, siger Freja Byskov, der satser på at begynde på skolen efter sommerferien.
- Siden jeg sluttede på gymnasiet i fjor arbejdet for at tjene penge til højskoleophold, fortæller 19-årige Freja Byskov.
Hun vil gerne dygtiggøre sig inden for fitness. Hun er instruktør i en lokal gymnastikforening.
Med opholdet i Brønderslev må hun sige farvel til veninderne for en tid.
- Men jeg kan besøge dem ind i mellem, og der er også mulighed for at de kan komme på besøg hos mig. Eva Terp-Hansen fortæller, at der er fuldt hus for tiden med 120 elever. Efter sommerferien er målet 80-90 elever.