Livet her

De lavede en musical på kun én uge

06. december 2021 kl. 08:51

Det er noget af et vovestykke at sætte en musical op på en skole og endnu mere risikabelt at gøre det på bare en enkelt uge. Det var intet mindre end det, Dronninglund Efterskole gjorde i sidste uge, hvor det lykkedes for elever og lærere at få en musical fyldt med musik, sang, dans og skuespil op at stå på så få dage.

Der var tale om ’’Kærlighed ved første hik - the musical’’, der er bygget over filmen af samme navn. Den er fra 1999, så ingen af de medvirkende var født, da filmen af Tomas Villum Jensen og med Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke som Anja og Viktor havde premiere. Det betød intet, for alle kastede sig ud i den store opgave med mod og entusiasme.

Eleverne var hele ugen opdelt i forskellige hold, hvor nogle arbejdede med koreografi, andre med dans, skuespil, musik, lyd og teknik, sceneopbygning, kostumer og PR. Der var virkelig tale om et holdarbejde.

Flyttede premieren

Torsdag aften var man så klar til at holde premiere foran et stort publikum bestående af forældre, søskende og andre interesserede. Desværre måtte man på grund af snevejret aflyse forestillingen. Fredag formiddag kunne man så endelig vise forestillingen for et publikum bestående af elever fra Agersted Friskole, og fredag aften for forældre og andre interesserede.

Anna Thorbech Lauritzen havde den krævende rolle som Anja.

- Jeg har ikke prøvet sådan noget før, men jeg gik til audition, og så fik jeg rollen som Anja, sagde hun uimponeret og ret afslappet i minutterne inden premieren. Samme afslappede attitude havde indehaveren af den anden store rolle som Viktor, Christian W. Honoré. Alle medvirkende gjorde det glimrende og imponerede publikum ved den meget vellykkede forestilling.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu