De frivilliges dag

24. september 2017 kl. 07.50

Museerne i Brønderslev Kommune markerer "Frivillig Fredag" på Vildmosemuseet og Dorf Møllegård

Rundt omkring i landet findes der mange frivillige i mange forskellige organisationer, foreninger og institutioner, som løfter en kæmpe opgave. Mange steder ville stederne slet ikke kunne fungere uden de frivilliges store indsats.

- Sådan et sted er Museerne i Brønderslev Kommune, fortæller museumsleder Anne Dorthe Holm. Museets tre afdelinger - Try Museum, Vildmosemuseet og Dorf Møllegård - har i alt ca. 140 frivillige tilknyttet afdelingerne og uden deres store indsats, ville der slet ikke være disse tre museer.

Fredag finder den årlige markering af de frivilliges store indsats sted over hele landet. På Museerne i Brønderslev Kommune inviterer museets personale på Dorf Møllegård og Vildmosemuseet til åbent hus fra kl. 13-16, hvor der vil være god mulighed for at høre nærmere om museet og dets arbejdsopgaver.

- Har man lyst til at blive frivillig på en af afdelingerne, er der en chance for at danne sig et indtryk af, hvilke opgaver, man har lyst til at påtage sig.

- Som frivillig på museets afdelinger får man ud over hygge og socialt samvær den gevinst, at man kommer til at føle, at man gør en stor forskel på et lille sted med få ressourcer og personale.

- Museet har således stor brug for frivillige til alt fra billetsalg, rundvisninger, skoletjeneste, vedligeholdelsesopgaver, samlingsarbejde, hjælp til opbygning af udstillinger, havearbejde og meget mere. Museerne i Brønderslev Kommune glæder sig til at byde velkommen til Frivillig Fredag og håber på at komme i kontakt med mange nye frivillige denne dag, lyder det fra Anne Dorthe Holm.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste