De drager mod nord

Brønderslev-virksomheden Intech er i denne uge i Trondheim for at sælge udstyr til fiskeri

22. august 2018 kl. 07.54
Opdateret 23. august 2018 kl. 11.15

BRØNDERSLEV: Denne uge er en speciel uge for Intech i Brønderslev. Direktør og ejer Leif Carøe Andersen og salgsingeniør René Hagelskær har henlagt deres arbejdsuge til at foregå på en stor international fiskerimesse i Trondheim, hvor de satser på en uge med masser af kontakt med folk indenfor fiskeindustrien. Fiskerimessen hedder Nor-Fishing, og den tiltrækker omtrent 15.000 besøgende fra op til 50 forskellige nationer, som kan komme og se det seneste nye indenfor fiskeriteknologi.

Forud for messen har de forberedt sig godt, og de har flere mål med at være med at være til stede i Trondheim.

- Vi ved helt konkret, at vi har tre ordrer, vi skal have hjem på messen, plus nogle andre. Folk er lidt mere i humør deroppe. Tegnebogen sidder lidt mere løst, fortæller Leif Carøe Andersen.

Samtidig er der også vigtigt for dem at være professionelle.

- Det skal ikke bare være en planche. Vi kan godt lide, at ting kører rundt, siger Leif Carøe Andersen og uddyber, at det skal være, så folk kan se og røre ved maskinerne.

Intech har omkring 65 ansatte i Brønderslev og laver udstyr til fiskeri både på land og til søs.

- Vi laver alt udstyr til fiskeri på land og på trawlere. Trawlere er vores hovedområde, det ligger på omkring 80 pct., fortæller Leif Carøe Andersen.

De store rejetawlere, som Intech leverer til, er op til 90 meter lange og kan være ude at sejle i flere uger af gangen. Derfor har de brug for at have en rejefabrik ombord, hvor de kan sortere, koge og pakke rejerne til søs.

Sådan en rejefabrik kan Intech levere. I deres store bygninger i Erhvervsparken i Brønderslev produceres de forskellige maskiner. De laver blandt andet rejekogeren "Connie", rejesorteringsmaskiner, fiskekværne, og en maskine, der kan folde de fem kilos papkasser ud, som rejerne pakkes i, ud - så er der ikke en mand, der skal stå og gøre det.

Samtidig sælger Intech også udstyr til mindre fiskere, som måske skal have en rejesorteringsmaskine med om bord.

Norge er et vigtigt land for Brønderslev-virksomheden.

- Norge er vores største marked, fortæller René Hagelskær.

Planen på messen i Trondheim er også at komme til at snakke med rigtigt mange mennesker. Det kræver, at folkene på standen er gode til at skabe kontakt.

- Vi skal møde dem på gangen. Vi er en ting mellem dér, hvor det bliver påtrængende, og det selvudslettende, smiler Leif Carøe Andersen, der sammen med René Hagelskær har forberedt sig grundigt på den opgave.

Intech har også tidligere været med på messen i Trondheim. Messen varer fra 21. til 24. august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste