Dage med musik
Masser af harmonikamusik
ØSTER HJERMITSLEV: Fra fredag 9. til søndag 11. juni holder Ø. Hjermitslev Idræts & Borgerforening for 28. gang harmonika og spillemandstræf på arealet bag Heldagsskolen på Lærkevej 40 i Ø. Hjermitslev.
Fredag er en hyggeaften hvor der først er spisning og senere vil Jens Peter levere noget country og dansemusik.
Denne aften starter klokken 18, hvor der først vil blive serveret en gril menu som består af bøf med bløde løg, kyllingebryst, pølser, fløde- og krydderkartofler, forskellige salater samt dressing og flûtes. Og senere (ca. kl. 19) er der mulighed for at få en svingom indtil kl. ca. 23. Det er en aften til en rimelige pris, kun 150 kr. for voksne med spisning, der er selvfølgelig også mulighed for at deltage efter spisningen.
Lørdag indledes klokken 12, hvor borgmester Mikael Klitgaard åbner stævnet, og der er ca. 30 forskellige grupper tilmeldt, de vil spille harmonika og spillemandsmusik hen over dagen og aftenen som slutter omkring kl. 24.
Om søndagen indledes med rundstykker og kaffe samt en efterfølgende gudstjeneste i teltet. Der vil være gratis rundstykker og kaffe i teltet fra kl. 9 til klokken 10, som er sponseret af menighedsrådet.
Herefter vil der være gudstjeneste i teltet ved sognepræst Katharina Rothbøll Raarup. Der vil under denne gudstjeneste være harmonikamusik til de salmer, som bliver sunget og under gudstjenesten og ved altergangen vil der også være dæmpet harmonika musik. Kl. ca. 11.30 og indtil kl. 16.30 er der igen spillemands musik i teltet.
Der er en primitiv campingplads tilknyttet stævnet med ca. 75 pladser, hvor næsten alle er solgt, så det er jo også dejligt, og vi håber jo også at vejrguderne er med os hen over hele weekenden.
- Så vi ser frem til en hyggelig weekend med masser af musik, dans og hygge både i teltet og rundt omkring på pladsen, fortæller Ole B. Hejlesen fra Ø. Hjermitslev Idræts & Borgerforening.
- Også i år er der opstillet handicaptoilet, således at også kørestolsbrugere har mulighed for at deltage i stævnet.