Billede beskrivelse

Dådyr i Dådyrskoven skal øremærkes - men måske kan de få dispensation

20. december 2021 kl. 08.44
Opdateret kl. 14.06

I skoven ved Psykiatrisk Sygehus i Brønderslev går 24 dådyr i et stort hegn og hygger sig. De er en del af et rekreativt område i skoven, som også rummer to legepladser og et skovhus, og det bliver brugt af patienterne på sygehuset og af en lang række andre i området - herunder børnehaver, familier, dagplejere og boformer.

Men nu bliver dådyrene som alle andre hjorte i landet berørt at en ny lovgivning fra EU, som betyder, at de skal mærkes - enten med et øremærke i hvert øre eller med en chip. Det skal ske senest 13. februar. Og det er ikke så let, for dyrene er ret vilde og er ikke sådan lige til at få til at stå stille, da deres natur er at flygte fra mennesker.

Men i Brønderslev vil serviceleder på Psykiatrisk Sygehus, Finn Nørgaard Kristensen, gøre hvad han kan for, at dyrene kan blive.

- Jeg synes, det er vigtigt at beholde dem, for det er en del af hospitalets DNA og har været det igennem mange år, siger Finn Nørgaard Kristensen, der peger på, at dyrehegnet er en naturlig del af det rekreative område, som sygehuset er omgivet af.

For nogle af patienterne på sygehuset er det en god aktivitet at komme op i skoven og se til dyrene.

- Det er et dagligt udflugtsmål for nogle patienter. Hvis der er overskudsbrød fra afsnittet af, kan patienterne gå herop med det. Jeg plejer at sige, at det er en lise for sjælen. Alt levende - dyr og blomster - er godt for os alle, mener Finn Nørgaard Kristensen, der opsummerer:

- Det primære er, at det er en dagligt aktivitet for patientene, og derfor synes jeg også, at vi skal gøre, hvad vi kan for at bevare det.

Han oplever samtidig også, at området får meget ros af brugerne, herunder af familier, der også bruger legepladserne.

- Næsten alle, der bruger legepladserne, har en pose med gulerødder, æbler eller brød med, fortæller Finn Nørgaard Kristensen.

Mange har fundet ud af, at det er et offentligt område, som alle kan bruge.

- Det synes jeg er godt, for det giver en afstigmatisering i forhold til psykiatrien, siger Finn Nørgaard Kristensen.

Han fortæller også, at der på denne tid er mange børnefamilier, der er ude at se på ”rensdyrene”.

Ny lov om mærkning af hjorte

Ny EU-lov medfører, at alle hjorte i Danmark skal identificeres med identifikationsmidler godkendt af Fødevarestyrelsen.

Det kan man gøre med enten et øremærke i hvert øre eller en chip.

Hjortene skal mærkes, inden de forlader fødselsbesætningen og under alle omstændigheder senest ni måneder efter fødslen.

Det sker som en del af et krav om registrering af dyr i Fødevareministeriets Centrale Husdyrbrugsregister (CHR).

Dyrene skal være mærket senest 13. februar 2022.

9. december skrev Fødevarestyrelsen ud til hjorteavlerne, hvor de fortalte om en mulighed for at ansøge om en dispensation fra kravet om øremærkning.

For at få en dispensation skal tre krav ifølge de nye EU-regler være opfyldt:

Dyrene skal være opdrættet under ekstensive forhold - her kigger man på områdets størrelse og hvor varieret terrænnet er. Jo større areal og jo mere variation, der er, jo tættere kommer man på, at der er tale om ekstensive forhold.

Dyrene skal ikke være vant til regelmæssig kontakt med mennesker.

Området, hvor dyrene holdes, skal sikre en høj grad af isolering af dyrene.

Fødevarestyrelsen vil vurdere ansøgningerne fra sag til sag.

Håber på dispensation

I første omgang er planen at prøve at søge en dispensation fra loven - det er en mulighed, som kom ud fra Fødevarestyrelsen tidligere på måneden, og som kræver, at man opfylder visse betingelser.

Finn Nørgaard Kristensen håber på, at det vil lykkes for dådyrskoven i Brønderslev.

Sker det ikke, vil man øremærke dyrene. Det er øremærker at samme type, som køer får.

- Vi har en opgave i det, konstaterer Finn Nørgaard Kristensen, der har allieret sig med en professionel hjorteopdrætter, der skal stå for opgaven.

Planen er, at man vil lave en fangefold i et hjørne af hegnet, hvor dyrene skal ind og stå tæt, og så vil de blive øremærket der med en tang. Men det er ikke let.

- Det er jo et sky dyr i sagens natur. De vil reagere som de gør, når der er fare, fortæller Finn Nørgaard Kristensen, der forudser, at de vil prøve at stikke af.

På dagen vil der være fokus på at undgå, at mennesker eller dyr kommer til skade under øremærkningen.

- Det er også derfor, jeg har allieret mig med en professionel, der er vant til de ting. Han siger, at det godt kan lade sig gøre, fortæller Finn Nørgaard Kristensen.

Planen er at sætte plader op på hegnet, så dyrene ikke kan komme til at sidde fast med et ben.

Den største udfordring bliver den store dåhjort - hannen med det store gevir.

- Det bliver ham, vi får mest ballade med, forudser Finn Nørgaard Kristensen.

Lykkes det ikke at få dispensation, vil øremærkningen blive en tilbagevendede ting i dyrehegnet i Brønderslev, fordi der hvert år kommer nye kalve til.

Dådyrene i skoven ved sygehuset i Brønderslev har været der i mange år. Længere end Finn Nørgaard Kristensen, som har været der i 34 år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste