Country, opera og jazz i parken
Det fine vejr trak mange i parken, og de kunne nyde et alsidigt musikprogram på scene og plæne
BRØNDERSLEV: Det var et særdeles alsidigt musikprogram til årets Parkfestival - lige fra opera til country.
Operasangerinden Charlotte Hjørringgaard indledte musikunderholdningen på Buus-scenen med et program med opera, operette med mere.
Charlotte Hjørringgaard er fra Brønderslev, og har medvirket i en række opsætninger.
En anden genre var det, da Ester Brohus med Band indtog scenen med masser af country musik. Der var flere hundrede mennesker på amfiscenen, da Ester Brohus gik på scenen. Der var ligeledes et stort publikum til Advokatens New Orleans Jazz Band, der traditionen tro var rosinen i pølseenden.
På plænen underholdt blandt andre The Vintage Jazz Gang, Brønderslev Big Band, Poul Erik Jensen samt Brønderslev Harmoniorkester.
De ca. 50 cykelryttere fra det nordjyske Team Rynkeby hold havde lagt et pitstop i parken forud for turen til Paris på lørdag.
I Den Runde Pavillon, var det musikere fra kulturskolens talentlinje, der underholdt. I øvrigt for sidste gang i den nuværende sammensætning.