Christan er ny afdelingsdirektør i Ulsted
Christian Thurah Nielsen afløser Casper Elefsen i Sparekassen Danmark
Sparekassen Danmark skifter direktør i Ulsted-afdelingen. Casper Elefsen, der har beklædt posten siden 2015, rykker til Brønderslev som afdelingsdirektør. Hans efterfølger i Ulsted er Christian Thurah Nielsen.
Den nye direktør er allerede tiltrådt. Han kommer fra en stilling som souschef hos Sparekassen Danmark i Sæby, men han kender afdelingen i Ulsted indefra. Her virkede Christian Thurah Nielsen nemlig som privatkunderådgiver fra 2012 til 2015.
Christian Thurah Nielsen blev ansat som elev i Sparekassen Vendsyssel – nu Sparekassen Danmark – i 2010 og gjorde i de følgende år tjeneste i både Sæby, Frederikshavn og København. I 2015 var Christian Thurah Nielsen med til at starte en ny afdeling i Aalborg Vestby, inden han i 2020 blev udnævnt til souschef i Sæby.
Privat bor Christian Thurah Nielsen i Nørresundby med sin kæreste, Henriette. Fritiden bruges på blandt andet padel-tennis og squash. Ligeledes ynder han at drage på skiferie.