Billede beskrivelse

Center renoveres

40 år gammelt center kræver en kærlig hånd

04. marts 2018 kl. 10.31

Brønderslev Idrætsforening er nu i gang med anden etape af renoveringen af BI-Centeret. Der skal ny lofter i cafeen (cafeteriet), og ligeledes skal der ny ventilation.

Første etape var grundvandssænkningen, der beløb sig til ca. 500.000 kr.

- Med grundvandssænkningen kan kælderen nu bruges igen, fortæller formand for BI’s hovedbestyrelse, Kim Glad Andersen.

- Centeret er 41 år, og dengang lavede man ikke dampspærre, så der drysser rockwool ned, fortæller Kim Glad Andersen. Det sættes der en stopper for i og med, at der lægges nyt loft oven på det gamle.

Der er også planer om at lave en overdækning ved cafeteriet, så der kan holdes sociale arrangementer med blandt andet grill og sodavand.

- Med etablering af ventilation i blandt andet bordtennislokalerne, er det slut med kondensproblemer, og omklædningsrummene skal også fremstå i forsvarlig brugbar stand.

BI fik ikke penge i fjor fra Brønderslev Kommunes anlægspulje. Men BI har modtaget 250.000 kr. fra SE Vækstpulje Nyfors til LED-belysning og efterisolering af lofter.

- Så vi må selv skaffe en del af pengene. Det er baggrunden for, at BI-Fodbold og BI-Bordtennis må bidrage med 50 kr. pr. medlem pr. årsbasis. Dertil kommer, at BI-Håndbold ikke får det tilskud, afdelingen plejer til delvis dækning af hallejen i Brønderslev Hallen. BI-Håndbold plejer at få et tilskud på 60.000 kr. fra hovedforeningen til hallejen på ca. 100.000 kr.

- Vi håber, at det er en midlertidig løsning, siger Kim Glad Andersen.

- BI-Fodbold og BI-Bordtennis har ikke betalt leje af BI-Centeret i 40 år, men vi finder i hovedbestyrelsen, at det er rimeligt, at alle bidrager til fællesskabet.

BI-Fodbold skal også i år betale 200.000 kr. i leje af kunstgræsbanen. I et par år har lejen været sat ned til 150.000 kr. på grund af BI-Fodbolds dårlige økonomi, men nu er fodbold-afdelingen kommet på fode igen. Oprindeligt blev der aftalt en årlig leje på 225.000 kr.

- Vi er nødt til at begynde at spare op, for efter 12-15 år skal der ny kunstgræsbelægning til ca. 1,5 mio. kr., fortæller Kim Glad Andersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste