Café Kox med på gavekort
Der er fremgang på alle fronter for Brønderslev Handels gavekort. Nye tal viser stor vækst og nu er Cafe Kox i Algade også kommet med i ordningen.
Handelschef Lars Bisgaard Andreasen er glad for, at man nu også kan bruge gavekortet i byens populære cafe.
Gavekortet bliver selvfølgelig mere attraktivt, når vi kan tilbyde en bred vifte af butikker hvor man kan benytte kortet. - Omsætningen på gavekortet, i de butikker der er med i ordningen, har været støt stigende siden man startede, og i 2017 er stigningen markant. Flere steder med mere end 100 peocent, fortæller handelschefen.
Generelt steg salget af gavekort i 2017 med 8 procent i forhold til året før.
Den flotte udvikling er fortsat ind i 2018. Lars Bisgaard Andreasen kunne på Brønderslev Handels morgencafe præsentere de seneste tal for medlemmerne. Og her er der igen tale om en markant fremgang.
De tre første måneder af året har haft en indtjeningsstigning på 6 procent i forhold til samme periode året før. Det samlet beløb i perioden er steget fra 187.609 kr. til 198.774 kr. Det er en udvikling som er meget tilfredsstillende.
- Det er virkelig positivt for Brønderslevs handelsliv, at salget af gavekortet er i en positiv udvikling. Vi har med en fælles indsats skabt mere synlighed i gavekortets mange muligheder overfor borgerne, så det er virkelig dejligt, at opleve en fremgang i salget.
Han mener det vidner om, at et styrket samarbejde mellem byens forretninger er med til at fastholde byens position som en aktiv handelsby.
Gavekortet er nu så stærkt et produkt i byens handel, at det også får flere butikker til at melde sig ind i Brønderslev Handel og blive en del af fremgangen i gavekort salget.
Man kan nu bruge gavekortet i flere end 40 butikker og Lars Bisgaard Andreasen fortæller at flere er på vej.