Brunch og musik
Søndag 1. oktober kan man kombinere en brunch med musik af Henrik Strube og Pete Repete i Husets Cafe i Aalborg.
I over 40 år har Henrik Strube været en markant profil på den danske musikscene. Både som medlem af orkestrene No Name og Røde Mor, men også med en solokarriere, der har spændt over mange forskellige stilarter og konstellationer. Gennem de seneste par år er Henrik Strube vendt tilbage til live-optræden ved en lang række intimkoncerter sammen med Pete Repete, som er en af landets fineste keyboardspillere (Malurt, Sanne Salomonsen, Michael Falch, Big Fat Snake m.fl.) Venskabet går helt tilbage til da Repete medvirkede på den originale indspilning af Hold om Mig i 1983.
Sammen med Pete Repete har Strube for nylig udsendt to albums: En håbefuld Mand (2015) og Lydia (2016) med nyskrevet materiale, blandet med nye versioner af Strubes folkekære sange.
Henrik Strube rejser videre med Pete Repete i 2017, og de udgav i efteråret en håndfuld nye sange på albummet Lydia. Det nye album indeholder blandt andet en duet med Mikael Wiehe, en dansk gendigtning af nyligt afdøde Leonard Cohens værker, Ulf Lundells Åbent Landskab og en akustisk version af hittet Hold om Mig - alt sammen produceret og arrangeret af Pete Repete.