Brønderslev tabte pokal-braget
SPORT: BI spillede for først gang i mange år hovedrunde af landspokalen - de tabte, men der var stort rykind på lægterne og god atmosfære
Der var ikke uventet klasseforskel, da serie 2-herrerne fra Brønderslev Idrætsforening tirsdag aften tog imod 2.-divisionsholdet fra Brabrand IF i første runde af Sydbank-pokalen. Aarhusianerne vandt sikkert og fortjent 0-4 i en kamp, hvor hjemmeholdets fuldtidsamatører især kom til kort på fysikken.
Brønderslev var godt med i de første 15 minutter, men herefter lod gæsterne det skinne igennem, at der er langt fra serie- til divisionsfodbold. Brabrand kom i front i det 27. minut på en velplaceret flugter af Frederik Selch Poulsen. Efter 34 minutter blev det 0-2 ved Benjamin Kring Suner.
Midt i 2.-halvleg afgjorde Mike Kaljo affæren, inden samme Kaljo 15 minutter før tid cementerede fra 11-meter-pletten.
Nederlaget til trods kan Brønderslevs fodbolddrenge være stolte af indsatsen. Det var første gang i mange år, at klubben var nået igennem til hovedrunden af landspokalen. Og med stort rykind på lægterne lykkedes det tilmed BI at skabe en fornem atmosfære omkring matchen.