Billede beskrivelse

Brønderslev Marked sluttede med et brag

03. september 2024 kl. 14.02

BRØNDERSLEV: Det er mandag aften. Klokken nærmer sig 22. I det store telt på Brønderslev marked er Kandis ved at være færdig med sidste nummer. Johnny Hansen får kun lige sagt "tak for i aften". Så brager det løs.

KAAPOOWWW ...

Det er det store fyrværkeri, som traditionelt afslutter Store Brønderslev Marked.

Jeg har opsøgt fyrværkeren, som i et par timer har stillet fyrværkeri op på det gamle idrætsanlæg få hundrede meter fra markedspladsen.

Hvem er han; manden der står og fyrer krudt og raketter af for op imod 20.000 kr.

Billede beskrivelse

Han fortæller, at han hedder Benjamin Melchior Neis - og Nielsen hvis jeg skal have det fulde navn.

Som er lidt af en benjamin, for han er bare 28 år.

Tilbage i 2020 var han eventkoordinator, men så kom corona-epidemien, og der var ikke længere så mange events at koordinere.

Benjamin Melchior Neis så sig om efter ny beskæftigelse.

Han kom til den store fyrværkerivirksomhed Højen & Magic Fyrværkeri i Holstebro, hvor han tog et kursus som fyrværker.

De første 10 gange, han skulle arbejde som fyrværker, blev han guidet af en erfaren kollega, som så ham over skulderen. Men derefter blev han godkendt som fyrværker af Sikkerhedsstyrelsen og kunne arbejde på egen hånd.

Nu rejser han landet rundt og futter imponerende fyrværkeri af. Det største, og mest kendte, fyrværkeri bliver brændt af i Tivoli i København.

Er der penge i at være fyrværker?

- Nej, det kan man ikke sige, det er mest lysten, der driver værket, fortæller fyrværkeren.

Det er også et job med elendige arbejdstider. For det er mest i weekender og altid sent, da det skal være mørkt, hvis fyrværkeriet skal gøre sig bedst.

Hvordan er det så at slutte Brønderslev Marked af?

- Jeg blev noget forvirret, da jeg i min kalender så, at jeg skulle afsted mandag aften. Troede jeg havde noteret forkert, for markeder slutter ellers altid på søndage, så jeg var lidt forvirret, smiler han.

Hvad laver en fyrværker nytårsaften, hvor alle amatørerne er på banen?

- Jeg fyrer næste aldrig af, når jeg er privat. Det bliver jo så småt, i forhold til det jeg arbejder med i det daglige. Og lige på nytårsaften er jeg på arbejde, for der er altid et job den aften.

Billede beskrivelse

Hvor længe bliver han så ved med at arbejde i et job med lidt trælse arbejdstider og måske ikke verdens allerbedste løn?

- Nok til den dag jeg dør, for jeg holder meget af det her, siger fyrværkeren.

Efter 5 minutters buldren og bragen er fyrværkeriet ovre. Om et kvarters tid er det sikkert at nærme sig det afbrændte fyrværkeri, og så skal Benjamin Melchior Neis pakke sammen og drage hjemad.

Det gør gæsterne på markedet også i en lind strøm. Store Brønderslev Marked 2024 er et overstået kapitel.

Jeg får lige slået klo i PR-ansvarlige Michael Wittrup fra Markedsudvalget for at høre, hvor han synes markedet er gået.

- Vi har haft et meget positivt marked; godt vejr alle fire dage og masser af besøgende hver dag.

Det er lidt for tidligt at komme med konklusionen, men Michael Wittrup har i flere omgange lovet, at der i år skulle sættes rekord med hensyn til økonomisk overskud. Nu er han, trods det vellykkede marked, lidt forbeholden.

- Vi når nok op på nogenlunde samme overskud som sidste år, hvor det var på lige knap 2 millioner kroner. Som var rigtig fint, men ikke nok til at slå rekorden fra 2021 på godt to millioner kroner. Men lad os nu vente og se, der går noget tid, før vi får et præcist billede, siger en tilfreds Michael Wittrup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste