Brønderslev "live"
175 nye studerende vil mandag 14. august sætte deres præg på Brønderslevs bymidte.
Brønderslev Gymnasium og Hf vil arrangere et stjerneløb i Brønderslev by for de 175 nye elever. Det er planen, at de skal deles op i 35 hold, der så skal udføre forskellige opgaver i butikkerne.
- Vi mener, at det er en god måde at ryste eleverne sammen på, i stedet for, at de bare kommer og får udleveret bøger, siger studievejleder og underviser Lene Hansen fra Brønderslev Gymnasium.
- Eleverne møder på deres tur rundt i byen en udfordring. Det kan være at finde fem blå ting i en butik eller finde prisen på en bestemt sko, fortæller Lene Hansen.
- For eleverne betyder det, at de lærer byen at kende. Og vi håber, at det smitter af på forretningerne, at de er med, siger Lene Hansen.
Der er 14 elever, der har meldt sig som tovholdere på projektet. De klæder sig ud og skaber god stemning i bybilledet.