Brønderslev får privat skole
Det er nu sikkert, at Brønderslev får en privatskole, og første skoledag bliver søndag 12. august 2018.
- Det er ikke en fejl, at vi starter en søndag, men det er, for at forældre og andre interesserede kan komme med. Det bliver jo samtidig et åbent hus-arrangement, fortæller Brian Lentz.
Han er én af de drivende kræfter bag den nye skole, som skal være et alternativ til folkeskolen i Brønderslev.
- Vi synes, at der manglede et tilbud i Brønderslev til folk, der gerne vil have deres børn i en privat skole.
Mange forældre i Brønderslev er i lighed med forældre andre steder i landet frustrerede over folkeskolen, frustrationen er kun blevet værre, efter den nye skolereform trådte i kraft med blandt andet længere skoledage.
- Der er mange sygemeldinger, stressede lærere og børn, og så er der er jo ikke mange midler til rådighed i folkeskolen. Samtidig er det et svært system at arbejde i. Vi tænkte, at det må vi da kunne gøre bedre, forklarer Brian Lentz.
For at kunne få lov til at starte op til næste skoleår krævede det, at der senest i går blev betalt 20.000 kroner til undervisningsministeriet. Pengene er nu betalt, og så kræver det blot 14 elever for at kunne åbne den nye privatskole. Målet er dog mindst 42 elever, oplyser Brian Lentz.
Nu mangler der blot én stor, men vigtig detalje. Placering.
- Vi har to-tre muligheder, som vi kigger på. Men det ligger fast, at vi gerne vil ligge centralt i Brønderslev og helst indenfor byskiltet, understreger initiativtageren.
Nu skal gruppen bag den nye private skole i gang med at skaffe penge.
- Det er svært at sige, hvor mange penge det koster. Men det er da dyrt at starte en skole. Så vi skal nu til at henvende os til virksomheder og dele flyers ud for at få samlet penge ind, fortæller Brian Lentz.
Til november skal den nye skolebestyrelse vælges, 1. januar 2018 starter indskrivningen af børn, 1. marts skal der ansættes en skoleleder, og maj-juni bliver der ansat lærere.