Brønderslev er klar til syvende runde
Sport: Serie 2-mandskabet fra Brønderslev IF spillede sig lørdag eftermiddag i syvende runde af Sydbank-pokalen
Serie 2-mandskabet fra Brønderslev IF spillede sig lørdag eftermiddag i syvende runde af Sydbank-pokalen. Hjemmekampen mod serie 1-holdet fra Hirtshals Boldklub blev vundet 3-1 via en solid Brønderslev-indsats i specielt 2.-halvleg. Selv om gæsterne førte 0-1 ved pausen, så var det værterne, der kampen igennem havde overvægt i spil og chancer. Effektiviteten kom dog først efter pausen, hvor Anders Nygaard efter 10 minutter skabte balance. Det gav for alvor Brønderslev mod på tanden, og efter små 20 minutter sendte Frederik Gade hjemmeholdet på sejskurs. Han opsnappede en svag tilbagelægning og havde let ved at sparke bolden i mål. I kampens overtid cementerede Anthon Madsen den velfortjente sejr, der sendte Brønderslev på sommerpause med stor selvtillid inden efterårets turneringskampe. Samtidig bidrog lørdagens sejr til klubbens foreløbigt længste eventyr i landspokalen. I hvert fald i mands minde.