Brønderslev Bokseklub ligger stille
Træningen er på pause for tiden, men klubben ser frem til at træne igen, så snart der gives grønt lys
BRØNDERSLEV: I øjeblikket ligger boksetræningen i Brønderslev Bokseklub stille. På grund af corona epidemien har bokseklubbens medlemmer ikke kunnet træne siden 12. marts, og ingen ved, hvornår bokserne igen kan gå i gang i træningslokalet.
Det oplyser Erik Thrane, der er formand og træner i Brønderslev Bokseklub, i en pressemeddelelse.
- Sæsonen 2019-2020 er under alle omstændigheder overstået hvad angår boksekampe, men i klubben regner vi med at starte træningen op igen, så snart regeringen giver grønt lys. En anden ting, hvor coronaepidemien også kommer på tværs, er at Brønderslev Bokseklub her i foråret havde planlagt en udvidelse af klubbens sponsorater, men det er nok ikke lige det mest gunstige tidspunkt, men vi er optimistiske og ser lige tiden lidt an, skriver han.
Bokseklubben håber og regner med, at sæsonen 2020-2021 starter op som planlagt mandag 3. august.
- Vores boksere er særdeles ”sultne” efter at komme i gang, bokseklubben har bl.a. mange nye boksere som meget gerne vil ud at bokse, både diplomkampe og rigtige kampe. Det var et meget ærgerligt tidspunkt, at der blev lukket ned for al idræt, og deriblandt boksningen i Brønderslev Bokseklub. I øjeblikket har klubben en rigtig god blanding af rutinerede boksere og rigtig mange nye boksere. Og dertil råder klubben over en stor og dygtig trænerstab, så vi er klar til den nye sæson, oplyser Erik Thrane.
I Brønderslev Bokseklub ser man med spænding fremad.
- Efter et par rigtige gode år med mange store sejre, masser af guldmedaljer i diverse turneringer og flere jyske og danske mesterskaber er vi nu i gang med at bygge nye boksere op til et nyt og stærkt team af boksere, sammen med flere af vores rutinerede boksere, og med de mange talenter som klubben råder over, ser fremtiden lovende ud.
I de seneste to år har otte nordjyske bokseklubber haft et tæt samarbejde i sammenslutningen Boxing Team Nordjylland, og Erik Thrane oplever, at det har gjort en stor forskel.
- Dette samarbejde fungerer perfekt med en månedlig fællestræning med sparring og alle klubberne arbejder sammen til diverse turneringer m.m. Det er et samarbejde som vi i Brønderslev Bokseklub er særdeles glade for, der er ingen tvivl om at det har haft stor betydning for klubbens succes.