Brølende motorer i midtbyen

02. juni 2017 kl. 07.47

I alle gader var der masser af biler i forbindelse med arrangementet Brønderslev gi’r den gaz.

- Der var mange, der gerne ville præsentere deres biler - både spritnye og ældre, fortæller en glad eventmager, Henrik Røde Jensen.

Det var hans sidste arrangement i Brønderslev inden Lars Bisgaard sætter sig i stolen som handelschef.

Flere veteranbiler var kørt i stilling, og de blev ivrigt beundret.

En af de flotte biler af ældre dato, tegnede Jens Ejnar Jensen fra Frederikshavn sig for. Der er tale om en Camaro Z28, rallysport fra 1972.

- Når der er fint vejr, kører vi undertiden en søndagstur, fortæller Jens Ejnar Jensen.

Bilen er importeret fra USA og lakken er næsten lige så flot, som da bilen i 1972 rullede ud fra fabrikken.

- Børnebørnene elsker at få en tur, og når vi er på søndagstur kommer lakridspiberne frem. Piber hører til den årgang.

En Lambourghini var også kørt frem hos Jyske Bank i Bredgade. Der var mulighed for at vinde en tur i Lambourghinien - dog på Jyllands-Ringen.

Restaurant Hedelund var rykket ud i Bredgade med servering. Der var pænt besøg i teltet.

Arne Jensen fra Arne J. var for nogle timer tilbage i bylivet.

- Jeg har nogle tasker, jeg skal have solgt, fortæller han, mens han kigger på sin tidligere butik, der nu er lukket og er til lejr.

Landbruget var også rykket ud. LandboNord serverede pandekager, og Jan Sørensen og Anders Kromand præsenterede levende bier. Pandekagerne blev sødet med bihonning.

Ellers var der mulighed for at klappe kalve fra Klovborg i Øster Brønderslev, og det var der mange børn, der ikke kunne stå for.

Der meldes om god handel i butikkerne.

- Butikkerne har gjort rigtig meget ud af arrangementet, siger Henrik Røde Jensen, mens han skuer ud over gader fyldt med mennesker. Det fine vejr trækker ekstra mange, men der er også meget at komme efter i år, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste