Livet her

Borgmesteren slog hul i muren

Det store byggeprojekt i Østergade i Hjallerup er nu gået i gang

18. november 2019 kl. 16:42

HJALLERUP: Normalt har det ikke den store interesse, når man starter på at rive en ældre ejendom ned for at bygge nyt, men forleden mødte flere hundrede borgere op for at se starten på nedrivningen af Østergade 18 i Hjallerup. Det drejer sig om de lokaler, hvor Hjallerup Maskinforretning lå frem til midt i 70’erne. De skal nu fjernes for at give plads til 63 lejligheder. Inden nedrivningen startede, blev der serveret kaffe, øl og pølser til alle i de tomme lokaler.

Det var borgmester Mikael Klitgaard, der havde fået æren af at fjerne den første sten i den gamle bygning.

- Jeg er lige ved at tro, at jeg kan rage hele huset ned med håndkraft. Så glad er jeg i dag, sagde borgmesteren.

- Det har været en rigtig svær proces, hvor det har taget lang tid at blive enige. Der har været mange idéer på bordet, men nu er projektet filet til og godkendt, og jeg synes, resultatet er særdeles flot og kommer til at forskønne byen. Jeg glæder mig også over placeringen her tæt på plejehjemmet. Jeg har i flere år tænkt tanken om et oldekolle, der kunne udnytte fællesfaciliteterne på plejehjemmet. Næste projekt i Hjallerup bliver midtbyen. Vi har nedsat et midtbyråd, som er i gang med at planlægge, hvordan midtbyen kan gøres mere attraktiv og smukkere, sagde borgmesteren, inden han tog fat på nedrivningen ved at hamre den første sten ud af bygningen

Projektet i Østergade har været temmelig omstridt.

- Der er altid nogle, der er bange, når der sker noget nyt, sagde Orla Nielsen, der med sit firma, Escot, er manden bag projektet.

- Mange synes godt om det, og så er der enkelte, der synes, det er forfærdeligt. Jeg har brugt seks år på projektet. Vi var tæt på at være igennem med det inden sidste valg for godt fire år siden, men så var der en person, der var imod det. Han indsamlede ni underskrifter, og så blev politikerne bange, og det blev ikke til noget. Så lå det stille længe, men for omkring tre år siden kom ejeren, Jørgen Michaelsen fra Hjallerup Maskinforretning, og tilbød mig at købe grunden til samme pris, som boligforeningen ville give. Jeg slog til, hvorefter arbejdet med at få lokalplanen igennem startede, sagde Orla Nielsen.

Lokalplanen er nu vedtaget, og derfor er arbejdet nu gået i gang. Bebyggelsen, der placeres på hjørnet af Østergade og Møllegade, kommer til at hedde Smedegården Hjallerup efter den gamle smedje, der har ligget på en del af grunden. Der bliver tale om fire blokke bygget op omkring en fælles gård. Byggeriet bliver i klassisk dansk stil med røde mursten, tegltag med valmede gavle og altaner mod syd og vest. For at give plads skal Stengade flyttes mod vest, og der er købt to villaer i Møllegade for at få flere parkeringspladser. Der skal nemlig være en parkeringsplads til hver lejlighed i byggeriet, der rummer 63 moduler. Det bliver som udgangspunkt til 3-værelses lejligheder på hver 90 kvm, men hvis en lejer ønsker en større lejlighed, kan det også lade sig gøre. Der er tale om lejelejligheder, men hvis, der er interesse for at købe dem, kan en eller flere af blokkene gøres til ejerlejligheder.

- Vi skal lige fornemme, hvad folk vil. Mit indtryk er dog, at de mennesker, der er interesseret i disse boliger, ønsker lejelejligheder. Målgruppen er 50+, og det er folk, der typisk sælger deres hus og ønsker at have pengene fri til rejser og andet. Man ved jo aldrig på forhånd, om de kan lejes ud, men jeg har levet af at leje lejligheder ud hele mit liv, og det er da gået rimeligt, sagde Orla Nielsen beskedent.

- Når jeg bygger disse boliger i Hjallerup, er det fordi jeg selv bor i byen og kommer herfra. Ellers ville jeg aldrig bygge her. Så er det Aalborg, der er interessant. Eller Aarhus og København, fortalte han, der lige har lige købt 80 lejligheder på Eternitgrunden i Aalborg.

De blev lejet ud på bare to måneder.

Historien om Orla Nielsen er i øvrigt lidt af et erhvervseventyr. Han er født i 1947 i Tolstrup og byggede allerede som 15-årig et sommerhus i træ i Lyngså på lejet grund. Senere kom han i lære som møbelekspedient.

- Jeg kom i lære, men i fritiden skulle jeg jo også lave noget. Derfor byggede jeg yderligere 10 sommerhuse, som jeg lejede ud. Det var starten på det hele, fortalte Orla Nielsen, der i dag ejer og driver ejendomsselskabet Escot med hovedsæde i Aalborg.

Det udlejer egne erhvervslejemål og boliger og har specialiseret sig i mindre og mellemstore lejemål til erhverv samt primært 2- og 3-værelses boliger i hele landet. Om kort tid også i barndomsbyen Hjallerup.

Annonceret indhold

Nyeste