Borger 9700 arbejder fortsat
BYENS LIV: Der er ingen arrangementer i foreningen, men det arbejdes fortsat på at forbedre byen
Brønderslevs borgerforening, Borger 9700, ligger underdrejede på grund af covid 19. Det oplyser foreningen i et medlemsbrev.
- Vi kan ikke lave nogle offentlige arrangementer for byens borgere. Det betyder dog ikke vi ikke arbejder på at forbedre byen, skriver formand Jens Tofting og fortæller om de ting, der arbejdes med.
Det er en lang række områder, blandt andet har planerne om et nyt kulturcenter i Brønderslev i de gamle PN-fabriksbygninger foreningens bevågenhed.
- Her er ved at blive skabt forudsætningerne for at skabe nyt liv ved at BAS flytter ind med teater og biograf og Moss skaber et nyt museum, der kan tiltrække besøgende nationalt og internationalt. Vi bør dog tænke det sammen med udviklingen af Rododendron parken. Vi vil skabe en sammenhæng mellem Fabrikken og parken. Museet og BAS vil lave aktiviteter i parken og den nye restaurant skal samtænkes med Fabrikken. Vi skal også modernisere parken med ny legeplads og plads til de unge f.eks. ved at bygge en skaterpark. Der skal også være flere aktiviteter f.eks for de unge. Vi mener det er meget uheldigt at ungdomshuset er lukket. Det er meget vigtigt at de unge har et sted at mødes. Vi skal tænke stort og skabe faciliteter, der kan tiltrække nye beboere, mere handel og flere turister. Vi må skabe en vision som alle er med i inklusive kommunen, mener foreningen, der også er engageret i midtbyen og Banegårdspladsen, hvor de forsøger at påvirke politikerne.
Borger 9700 arbejder også med et initiativ, der bygger på erfaringer fra andre danske byer, herunder Ikast.
- Alle gode kræfter: kommunen, handelsliv, industri, turismeorganisationer og byens foreninger skal i fællesskab arbejde på at udvikle Brønderslev som et godt sted at bosætte sig med et veludviklet handelsliv og kulturelle aktiviteter, der sætter byen på landkortet. Vi venter i spænding på planerne fra kommunen for at udvikle byen mod syd. Der er mange delområder, hvor vi er involverede, skriver foreningen
I det kommende år er der flere planer - herunder kulturelle aktiviteter, sankthans og bæredygtighedsfestival.
Bæredygtighedsfestival 2021 får temaerne bæredygtigt byggeri, lokalt produceret bæredygtigt mad og biodiversitet.