Borgen forskønnes
Området omkring Borgen i Jerslev pyntes nu op. Det sker takket være penge fra fonde.
- Vi er glade for, at vi nu kan sætte prikken over i’et, siger Kurt Bering og Mona Thomsen fra Borgen. Der skal blandt andet plantes, ligesom der skal lys op.
- Fra den grønne Fond er der bevilget 250.000 kr. Oprindeligt var der planer om at udvide Borgen, men de planer kan ikke realiseres. I stedet gøres området omkring borgen nu kønt. Det trænger hårdt. Vi får nu et kønt parkeringsområde, der også omfatter området ved telefonbygningen.
- Disse penge rækker ikke til belysning, men så er vi så heldige, at SE Vækstfond Nyfors har bevilget 50.000 kr. til lamper med mere.
Formand for SE Vækstpulje Nyfors, Karsten Frederiksen, overrakte det glade budskab.
- I søgte penge til et nybyggeri, men det var jo et stort projekt, og kræfterne - som ellers er store i Jerslev-området - rakte ikke til at løfte projektet lige nu og her.
- Derfor har I med kort varsel anmodet om at konvertere pengene til en færdiggørelse af dette længe ønskede "gårdprojekt" Det er glædeligt, at det nu kan afsluttes, for forbedring af udenoms-arealerne ved Borgen har jeg hørt om i mange år.
Karsten Frederiksen kunne glæde med, at de 50.000 kr. kan benyttes til belysning.
Karsten Frederiksen regner med, at projektet kan komme i gang til foråret.
Det er også Jerslevs tur til at få ny gadebelysning. 175 lamper skal udskiftes i Jerslev i forbindelse med det projekt, der er i gang med udskiftning af gadelamper til lamper med mindre energiforbrug.
Det er i den forbindelse der også etableres belysning ved Borgen, og lamperne bliver i samme stil som gadelamperne.