Boligselskab og rideklub samarbejder om formidlingen
Sundby-Hvorup Boligselskab tager inden længe hul på opførelsen af 16 nye rækkehuse på Idræts Allé i Hals. Boligerne henvender sig til både familier og enlige og etableres med blandt andet små haver samt et fælles orangeri.
I bestræbelserne på at nå ud til potentielle beboere har boligselskabet allieret sig med det lokale foreningsliv. Hals Rideklub skal så at sige formidle budskabet via omdelingen af 1600 foldere om byggeriet.
- Vi er glade for at kunne inddrage en lokal forening i dette arbejde, siger Nils Vinther, næstformand i Sundby-Hvorup Boligselskab.
- Vi vil gerne synliggøre os som en del af lokalsamfundet. Og samarbejdet med andre foreninger er en af metoderne, tilføjer Nils Vinther.
Glæden er naturligvis gensidig. Formanden for Hals Rideklub, Konny Olesen er tilfreds med aftalen, der sikrer klubben en indtjening på arbejdet.
De nye boliger på Idræts Allé ventes klar til indflytning i 2019.