Billede beskrivelse

Bokseklubbens telt slog rekorder

08. september 2023 kl. 17.01

Der var tusindvis af besøgende på årets Store Brønderslev Marked, der blev afviklet fra fredag 1. september til og med mandag 4. september. 

Og det kunne man også mærke hos  Brønderslev Bokseklub, som har et stort telt på pladsen.

- Vi havde det bedste marked i de 41 år, vi har været på markedet. Det helt fantastiske vejr, som tilsmilede Brønderslev Marked 2023, var en af årsagerne til, at der kom så mange mennesker på Store Brønderslev Marked 2023, skriver bokseklubben i en omtale. 

Efterhånden har bokseklubben også opbygget et meget stort antal af ”stamkunder”. Det er kæmpestort for klubben, at så mange venner kommer år efter år fra stort set hele landet. 

Her bliver mange minder genopfrisket år efter år, og mange nye ansigter kommer også i bokseklubbens telt. 

Efter at bokseklubben for få år siden indgik et samarbejde med Brønderslev Crossklub, ser man også mange venner af crossklubben.

Billede beskrivelse

Masser af børn

Mandag var som sædvanligt børnenes dag på markedet. Denne dag havde Markedsforeningen indbudt alle byens dagplejebørn og børnehavebørn til underholdning i det store markedstelt. Og når det er overstået kommer børnene, cirka 500-700, over til bokseklubben og får gratis popcorn og saftevand.

- Det er en kæmpestor fornøjelse at se alle de glade børn, skriver bokseklubben. 

Et så stort arrangement kræver også mange hjælpere, og det har Brønderslev Bokseklub og Brønderslev Crossklub heldigvis. 

De sidste to år har klubberne også fået stor hjælp fra BAS (Brønderslev Amatør Scene), det er fantastisk at have så stor opbakning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste