Børneteater giver travlhed
Børn har gået til teater i BAS siden september - nu er der meget snart premiere, og der øves på højtryk
BRØNDERSLEV: Der er travlhed hos BAS (Brønderslev Amatør Scene) i denne tid, hvor man har sat biografen på pause for en stund for at give plads til, at foreningens børneteatergruppe kan gå ind i den afgørende fase forud for premieren på stykket “Det store tidstyveri”.
Tirsdag aften vi sidste uge var den sidste almindelige øvegang. Her herskede et hyggeligt kaos med børn, der hyggede, gennemspillede scener og gjorde klar, og biografsalen havde fået et nyt udseende. Den store scene var udsmykket, og der var tilbygget en scene i den ene side, og i salen var der et virvar at stativer med tøj og et bord med rekvisitter - fx et reb, en stor bamse, en kost, to store sten og en gigantisk saks.
De skal på en eller anden måde indgå i stykket, som er en komedie, som omfatter en tidsmaskine, som er blevet stjålet af nogle håndværkere, som laver ravage i tiden.
Børnene spillede scener igennem med lidt hjælp til at huske replikker ind i mellem, og der var masser af action på scenen.
Instruktør er Jannie Juhl Jensen, der også har skrevet stykket, og hun fortæller, at børnene har øvet hver tirsdag siden september, og efter nytår er der kommet en månedlig øveweekend på, hvoraf den seneste var på programmet i den forgangne weekend.
- Vi har 28 børn med, og de er fra de kan læse og til de bliver konfirmeret, fortæller hun.
De mindste børn får mindre roller og lærer mere fra år til år.
- Så kan de også klare noget mere, oplever Jannie Juhl Jensen, der har været instruktør i flere sæsoner.
Når børnene kommer over konfirmationsalderen, kan de være hjælpere i børnebas eller gå videre til ungdomsbas, som er en teatergruppe for de lidt ældre.
Jannie Juhl Jensens erfaring er, at det er godt for børnene at lave teater.
- De får prøvet det at stå på en scene, og det hjælper dem med præstationsangst. De oplever også hinanden på en anden måde, end man gør i skolen, fortæller hun.
Brødrene Rasmus Emil Manton på 12 år og Jakob Valdemar Manton på 15 er med i teatergruppen.
Rasmus Emil Manton har flere roller på scenen, og det synes han er sjovt.
Jakob Valdemar Manton er med som hjælper.
- Jeg har været i børnebas i mange år, og det er et eller andet over det. Der er et fedt fællesskab, forklarer han.
Her i den sidste fase arbejder gruppen især med at få det hele til at hænge sammen. Der er også en masse arbejde bag scenen, som mange er involverede i.
- Vi arbejder på at få de sidste rekvisitter og scenen klar, vi skal nok male lidt mere, sagde Jannie Juhl Jensen.
Premieren finder sted 4. april. Derefter spilles stykket også 5. og 6. april.