Børneoptog tog hul på Halloween-dagen
BRØNDERSLEV: Det er torsdag formiddag. En kølig vind piber igennem Nygade. Som er fyldt med græskar og imiteret spindelvæv.
Så begynder en højttaler at spy gusten musik ud. Et børneoptog sætter i gang. Nogle af børnene har klædt sig ud i uhyggelige gevandter.
Nå ja, det er jo Allehelgensaften i dag. Som på nudansk bliver kaldt Halloween.
De op imod 100 børn og en række pædagoger stiler imod det lille torv foran Sparekassen Danmark: Albani Plads.
Her står varehuschef Kim Pfänner fra Føtex og venter. Med juice og frugt til alle børnene.
Han får assistance af handelschef Pia Mikkelsen fra Brønderslev Handel, som er hjernen bag arrangementet.
Pia Mikkelsen fortæller, at hun for en måneds tid siden fik ideen til at åbne Halloween-arrangementet med denne begivenhed.
- Så ringede jeg til Kim Pfänner for at høre, om Føtex ville sponsorere lidt godt til børnene, og det sagde han straks ja til, så derfor sidder børnene her bag os og hygger sig med lidt gode sager, siger Pia Mikkelsen.
Alle byens daginstitutioner er inviteret til at deltage i Halloween-optoget, og mange er da også mødt op, selv om vejret er noget køligt.
Halloween-optoget er dagens første arrangement ud af flere, som Pia Mikkelsen og Brønderslev Handel har sat i søen. På en lang dag som slutter med Open by Night, hvor byens handlende holder længe åbent og nok har nogle gode tilbud til de kunder, der bevæger sig ud i aftenens stride blæst, hvis det da går, som meteorologerne har forudset.