Børn skal blive gladere for at læse
BRØNDERSLEV: Det kniber gevaldigt med danske børns læsefærdigheder. Det fremgår med al tydelighed ved flere både danske og internationale læseundersøgelser. Læselysten og -færdighederne er nemlig på et lavpunkt. Faktisk er danske 4. klasseselevers evne til at læse på sit ringeste niveau igennem de seneste 15 år, hvor danske elever har indgået i PIRLS, der netop undersøger børns læsefærdigheder internationalt.
Den negative udvikling i børns evne og lyst til at læse ser desværre ikke ud til at være stoppet, men heldigvis gøres der en masse for at vende den negative udvikling.
I Brønderslev Kommune har biblioteket således indledt et samarbejde med skolerne for at gøre børnene endnu gladere for at læse. Derfor drog Nikolaj Nielsen fra Brønderslev Bibliotek forleden til Klokkerholm Skole, og med sig havde han en meget stor gavepakke flot pakket ind med rødt silkebånd og sløjfe. Den var tiltænkt skolens 6. klasse.
- I pakken er der nogle af de allerbedste bøger til målgruppen, fortalte han og fortsatte:
- Børn skal fodres med de bedste bøger, det er den ene side af sagen. Den anden er, at det, vi ofte er gladest for, er det, vi gør i fællesskab. Denne pakke skal børnene være fælles om og dele med andre skoler. Den har været hos en 6. klasse på Dronninglund Skole, fortalte han, mens han slæbte den tunge pakke ind. Her fik to af klassens elever, Nælde og Liam, lov til at åbne den og afsløre dens indhold.
- Bøgerne er ikke helt nye, for elever i 6. klasse i Dronninglund har læst i dem, og mens de har gjort det, har de forholdt sig til, hvad de læser, og de har kommenteret det. Bøgerne er altså ikke nye, men de er endnu mere unikke, for ud over at eleverne i Dronninglund har læst dem, har de også skrevet i dem. De har skrevet kommentarer, om hvad de synes om forskellige passager, personer osv. De har også lavet et lille brev, som ligger forrest i bogen. På den måde er man fælles om den opgave, det er at læse i bogen, forklarede Nikolaj eleverne.
- I skal også læse og forholde jer til de ting, I læser. Først skal I læse brevet fra den, der har læst bogen før jer, og også brev nummer to, som jeg har skrevet. Det fortæller mere om, hvad det er, I skal. Når I er færdige med at læse bogen, skal den gives videre til en anden elev på en anden skole, så mens I læser, skal I forholde jer til det, I læser, sagde han og forklarede videre, at kommentarerne skrives på de gule post-it, som også er med i pakken.
- Det kan være ting, I undrer jeg over, og ting, I vil skrive i bogen senere. Når I så har læst bogen, kan I vende tilbage til de mange post-it-sedler, og så kan I skrive det ind i bogen med kuglepen, blyant eller klistermærker. På den måde kommunikerer I til den næste læser, hvad I synes om bogen. Kommentarer kan handle omhandle alt muligt. Ting, som man undrer sig over, spørgsmål, der dukker op, om personer onde, dumme eller søde. En kommentar er bare en lille sætning, og I bestemmer helt selv, så længe tonen er ordentlig. Det brev, der ligger der, når I får den, tager I ud. Det er jeres brev. Til sidst lægger I jeres brev i bogen. Det brev, I skriver, skal være et personligt brev om, hvad I synes om bogen. Det skal læses af den næste, der læser bogen, sagde Nikolaj Nielsen.
Så var eleverne klædt på til at læse. Først skulle de dog lige finde ud af, hvem der skulle læse hvilken bog. Det skete ved lodtrækning.