Børn indtog scenen
14 store børn fra Børnehaven Sct. Georgs Gården spillede teater for et stort publikum
BRØNDERSLEV: 14 store børnehavebørn i Sct. Georgs Gården, som lige om lidt skal i skole, har haft en oplevelse som skuespillere. De har opført teaterstykket "Ude på Noget" for omkring 100 forældre, søskende og bedsteforældre, og de har også spillet det hele som generalprøve med 90 børn fra Galaksen som publikum.
- Stykket handler om nogle børn, der rejser ud i verden og besøger andre lande, fortæller børnehaveleder Jens Nordmark, der fortæller, at det er baseret på den gamle børneserie Palle, Polle og Ruth.
Der er en meget lang tradition i børnehaven for at spille teater.
- Det er en del af det skoleforberedende arbejde. I stedet for at øve bogstaver og ting os sager, så øver vi i at få en fælles besked, vente på tur og at turde at frem. Man kan se en kæmpe udvikling hos børnene i løbet af det projekt, vi har haft gang i, fortæller Jens Nordmark.