Børn fik aktivitet og fællesskab på skoleskemaet
I Klokkerholm er der i samarbejde med de lokale foreninger, den lokale skole, børnehave og SFO sat gang i et projekt, der i skoleåret 2021/2022 sætter fokus på fysisk aktivitet, fællesskab og foreningsdeltagelse i byen.
Sidste skoledag før påske blev der sat endnu mere damp under kedlerne i projektet, da man afviklede en fællesskabsdag. Her inviterede børnehave, skole og SFO til en dag fyldt med fællesskab og bevægelse. På tværs af institutioner blev der lavet forskellige lege og aktiviteter både ud og inde. Alt var planlagt på forhånd. Det eneste, man ikke havde taget højde for, var vejret. Fra morgenstunden sneede det vildt, men det forhindrede nu ikke projektet i at blive gennemført.
- Klokkerholm Skole har i indeværende skoleår arbejdet helhjertet med bevægelse og fysisk aktivitet, som i større grad bliver brugt som et værktøj til at understøtte elevernes læring, trivsel og sundhed på skolen. Bevægelse og fysisk aktivitet er ikke kun til for at ’brænde krudt af’, selv om den tese nu i nogle tilfælde fortsat holder, påpeger lærer og bevægelsesvejleder, Mads Fuglsang.
- Vi har på skolen blandt andet arbejdet med begrebet kropslig dannelse og lavet en innovativ proces, hvor nogle af skolens elever har givet deres bud på, hvordan skolens udearealer kan invitere og inspirere til yderligere fysisk aktivitet. Desuden har flere lærere arbejdet med at anvende bevægelse i undervisningen, både som en del af en læreproces og som et værktøj til at understøtte elevernes læringsparathed overfor den efterfølgende undervisning, fortæller han.
Ved fællesskabsdagen anvendte skolen, SFO og børnehaven sammen den fysiske aktivitet til at skabe yderligere trivsel og gode oplevelser for byens børn og unge. Fra morgenstunden skulle de mere end 300 børn lege den samme leg på samme tid, hvorefter eleverne fra 2. - 9. klassetrin deltog i et stjerneløb. Her blev de fordelt på 20 hold med elever fra alle klassetrin på hvert hold. Dagen sluttede med en fælles affaldsindsamling i Klokkerholm.
- Der er ingen tvivl om, at de i Klokkerholm har bevist, at samarbejde på tværs kan skabe nogle fantastiske dynamikker og samtidige hjælpe børn og unge på vej mod et liv med bevægelse og sammenhold, fortæller Bevæg dig for livet-koordinator Camilla Bech Uggerly, der håber, at dette kan øge den procentvise stigning af aktive børn og unge i Klokkerholm og desuden være startskuddet til flere lignede lokale indsatser rundt omkring i Brønderslev Kommune.