Blindes Jul 2024: Et samarbejde for at sprede juleglæde
BRØNDERSLEV: Julen i år får ekstra betydning takket være et unikt samarbejde mellem Blindes Jul og foreningen 24 Timer i Hjallerup. Frem til jul vil det være muligt at købe det traditionsrige Blindes Jul i lokalområdet.
Udover de faste sælgere vil 24 Timer i Hjallerup sørge for salg i udvalgte områder omkring Dronninglund, Hjallerup og Klokkerholm.
Det fortæller foreningen.
Støt et godt formål
Ved at købe Blindes Jul for 30 kroner støttes ikke kun blinde og svagsynede, men også et vigtigt lokalt initiativ.
Af de 30 kroner går 24 kroner ubeskåret til støtte for blinde og svagtseende i Vendsyssel (Hjørring, Frederikshavn, Læsø og Brønderslev kommuner). De resterende seks kroner går til 24 Timer i Hjallerup som sælgerhonorar, og denne forening viderefører støtten til Julemærkehjemmet i Hobro.
Et lokalt initiativ
Samarbejdet er startet af Johnni Olesen fra 24 Timer i Hjallerup, der brænder for at gøre en forskel.
- Vi er stolte af at kunne støtte både Blindes Jul og Julemærkehjemmet gennem dette projekt. Det er en fantastisk måde at skabe sammenhæng i vores lokalsamfund og sprede juleglæde, udtaler Johnni Olesen.
Sådan kan du hjælpe
Alle opfordres til at gøre en forskel ved at købe Blindes Jul. Sælgerne vil være synlige i lokalområdet de kommende uger, og der håbes på stor opbakning til dette gode formål.