Billede beskrivelse

Black week med handel hele ugen

JULEHANDEL: Det store juletræsarrangement i byen kan man ikke holde i år - men Black Friday strækkes ud over ugen

23. november 2020 kl. 07.03

på denne tid af året plejer der at være et kæmpe tilløbsstykke med juletræstænding i Brønderslev midtby, men det bliver ikke til noget i år. Black Friday som er en slags Open by Night kan man heller ikke gennemgøre på vanlig vis - men det gør man i stedet i en ny form.

Det kaldes Black Week og foregår i denne uge, hvor der er åbent i butikkerne til klokken 20 torsdag, og der er også nogle butikker, der har sent åbent fredag.

- Vi flader det ud over ugen, så der ikke bliver så mange på en gang, forklarer handelschef Lars Bisgaard, der melder om mange gode tilbud i butikkerne.

Han er selvfølgelig ked at, at der ikke bliver noget juletræsarrangement.

- Vi plejer at være glade for alle de børn, der plejer at komme. Det må vi jo ikke lave i år, konstaterer han.

Men der vil alligevel blive skabt julestemning i byen - blandt andet er der i år sat 50 ekstra juletræer op.

Julemanden vil også i år være at finde i midtbyens gader - dog kan han i disse coronatider ikke dele godter ud til børnene.

Og så sætter man en konkurrence i søen, hvor der kan vindes store præmier.

- Vores julekonkurrence starter onsdag i Black Week, fortæller Lars Bisgaard.

Den går ud på, at man kan samle alle sine bon’er i november og frem til 22. december fra lokale køb på over 150 kroner, gemme dem i en kuvert og smide dem i en af fire postkasser, der sættes op til formålet i byen. 22. december udtrækkes en vinder, som får et gavekort til butikkerne i byen svarende til det beløb, der er handlet for.

- Vi trækker lod ind til der er brugt 10.000 kroner, fortæller Lars Bisgaard.

Brønderslev Handel opfordrer til, at man køber sine julegaver lokalt - og så opfordrer de også til, at folk ønsker sig noget, der er købt i Brønderslev, så man på den måde er med til at støtte det lokale handelsliv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste