Billede beskrivelse

Billardklubben ser fremad: BKB83 har renoveret billardborde

25. oktober 2024 kl. 14.02
Opdateret 11. november 2024 kl. 07.16

BRØNDERSLEV: For Billard Klubben Brønderslev (BKB83) har 2024 været et fremragende år med masser af aktiviteter.

Det fortæller klubben i en omtale. 

- Der sker næsten noget dagligt i klubben. Medlemmerne mødes regelmæssigt for at træne eller hygge sig med spil, og mange deltager i forskellige turneringer, så der er altid liv i klubben, udtaler klubbens formand, Jens Grønbech.

Den netop afsluttede sæson har givet klubben flotte resultater, med flere DM-vindere samt lands- og regionsmestre.

- Men vi kan ikke hvile på laurbærrene. Vi skal tænke fremad og sikre, at klubben udvikler sig, både med hensyn til turneringsresultater og forbedrede forhold for de medlemmer, der kommer for at hyggespille, tilføjer formanden.

Efter mange års brug var klubbens billardborde blevet godt slidte, og derfor er flere af bordene nu blevet opgraderet med nye bander og klæder, både til keglebillard og carambole. Dette har været en omkostningsfuld investering for en relativt lille klub som BKB83.

Billede beskrivelse

- Vi har været så heldige at få økonomisk støtte fra både Sparekassen Danmark og Nordea-fonden, hvilket vi er meget taknemmelige for. Nu kan vi både hæve niveauet for turneringsspillerne og gøre det sjovere for alle at spille på vores nyrenoverede borde, understreger en glad Jens Grønbech.

Billardklubben har omkring 90 medlemmer, men ikke alle er lige aktive.

- Vi håber, at de nye borde kan give flere lyst til at spille, og det ville bestemt heller ikke skade, hvis vi kan tiltrække nye medlemmer. Billard er en meget billig sport at dyrke her i Brønderslev, og man har frihed til at komme og gå, næsten som man vil. Klubben holder kun lukket om natten, forklarer Jens Grønbech.

Særligt onsdag formiddag er der gang i hyggespillet, når klubbens seniorer mødes til onsdagsturnering og dyster mod hinanden. Det er mest for sjov – men det er altid sjovest at vinde.

Så hvis man har lyst til et sjovt spil og godt selskab, kan man lægge vejen forbi billardklubben på Gravensgade og se de nye faciliteter.

På turneringsfronten er den nye sæson allerede godt i gang, og klubben håber på endnu flere fine resultater i år, med flere DM-vindere, lands- og regionsmestre. Forholdene er i hvert fald på plads, når BKB83 spiller på hjemmebane.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste