Dronninglund Billardklubs formand, Flemming Høyer, løfter her termotæppet til det nyrenoverede billardbord og viser det til næstformand for fonden, Villy Houtved Sørensen, og afdelingsdirektør Anders Guldborg, Sparekassen Vendsyssel. Foto: Jørgen Ingvardsen
Livet her

Billardklub - nu med kvinder

BILLARD: Dronninglund Billardklub har 33 medlemmer, og tre af dem er kvinder

17. oktober 2021 kl. 08:00

Vi er blevet imponerende gode til at spritte hænder under pandemien. Vi spritter i et væk, og det har heldigvis betydet, at vi har været i stand til at holde mange smitsomme sygdomme fra døren. Det har imidlertid også uheldige sider.

Det har de opdaget i Dronninglund Billardklub. Den holder til på første sal i den gamle skole i Fredensgade. Her har den megen håndsprit ødelagt lakken på billardbordet.

- Det så skrækkeligt ud, så det var vi nødt til at få repareret, fortæller formanden for klubben, Flemming Høyer.

- Ved samme lejlighed fik vi også nyt klæde på bordet og nyt varmelegeme. Det er et større projekt, så det havde vores klubkasse slet ikke penge til. Heldigvis har vi været så heldige at få økonomisk støtte fra Sparekassen Vendsyssels Fond, Dronninglund. Det er vi meget taknemmelige for, siger Flemming Høyer, der videre forklarer, at det er nødvendigt med varme i bordet.

- Kuglerne triller på en hel anden og lettere måde, når bordet er opvarmet, fortæller han. Formandsposten går i øvrigt på omgang.

- Jeg sidder i to år, og så kommer der en anden. Vi skiftes til at beklæde posten, fortæller han.

Klubben, der blev startet i 1968, har 33 medlemmer i øjeblikket, og som noget nyt har man også fået kvindelige medlemmer. Det har man ikke haft før.

- Vi har tre kvinder, der spiller, og det er vi godt tilfredse med. Der må gerne komme flere. Vi har syv hold, der hver har en ugedag, hvor de spiller. Det betyder, at der er folk i huset hver dag. For at man ikke kun kender de spillere, man er på hold med, mødes vi på tværs af hold og ugedage og kæmper mod hinanden. Mandagsholdet møder måske tirsdagsholdet, og på den måde lærer vi hinanden at kende og har noget socialt sammen. Vi deltager ellers ikke i turneringer, for vi spiller kun for hyggens skyld, siger Flemming Høyer, der ikke lægger skjul på, at gennemsnitsalderen hører til i den høje ende.

- Vi har dog lige fået et nyt medlem, og han er kun i 50-erne, så det er vores ungdomsspiller, siger Flemming Høyer.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu