Billede beskrivelse

Bilerne har ikke godt af lang ferie

28. juli 2017 kl. 09.10

14 dages ferie er dejligt for familien, men ikke for bilen, hvis den i mellemtiden har stået stille. Helt bogstaveligt mister mange moderne biler strømmen i ferieperioden, og der må derfor starthjælp til de ferieramte biler.

- Når danskerne vender hjem fra ferie, ser vi mange, der ikke kan få bilen i gang på grund af et fladt batteri. Problemet er, at særligt nyere biler bruger en del standby-strøm, og derfor tapper bilen langsomt sig selv, forklarer Bo Olesen, senior specialist ved SOS Dansk Autohjælp.

- Mange oplever det allerede, når de forsøger at låse bilen op med fjernbetjeningen. Fordi der ikke er strøm på modtageren, kan man ikke få døren op og komme ind i bilen og få motorhjelmen åbnet og startkabler koblet på, fortsætter han.

Det bedste råd er derfor at tjekke, om batteriet er fuldt ladet, inden man parkerer i lufthavnen. Og har man tidligere haft problemer, skal man overveje at få batteriet skiftet:

- Selv om et batteri kun er fire-fem år gammelt, kan det sagtens være slidt, fordi systemerne i moderne biler bruger og kræver mere strøm, siger Bo Olesen.

Bremserne tegner sig for et andet problem. Det danske sommervejr er typisk lunefuldt, og står bilen stille i skiftevis sol og regn, risikerer man, at bremserne sætter sig fast.

- Har håndbremsen været trukket konstant, kan den have svært ved at slippe. Bremseskiver er lavet af rent jern og suger fugt til sig. Man skal derfor sørge for, at bremseklodserne er rene og smurt, ellers vil de gro fast, når bilen holder stille i en længere periode. Hvis forholdene er til det, er det bedst at undlade at trække håndbremsen og nøjes med at lade bilen stå i gear, siger Bo Olesen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste